EMNER

Busfolk mod Bush

Bush-besøget blev skudt i gang tirsdag eftermiddag med fem henslængte "lig" smidt på Nytorv i Aalborg

AALBORG:Her til morgen kører en bus fra Aalborg Banegård mod København for at deltage i en stor demonstration mod den amerikanske præsident, George W. Bush. I går var busfolket på plads ved Nytorv for at dele flyers ud og fortælle forbipasserende om, hvorfor "Bush lies - who dies?" som der stod på banneret foran de fem "lig", der lå spredt ud over fortovet. - Vi vil påvirke verdensopinionen og den hjemlige. Anders Fogh er haleslæng på den amerikanske udenrigspolitik, som kun 14 procent af den danske befolkning støtter, sagde Mikkel Nonboe fra STOP BUSH. Han fortalte, at demonstrationen var sat i værk af folk af bred politisk observans og forskellige organisationer samt at der i 100 andre danske byer var lignende demonstrationer i går. - Og det er derfor, det her rykker. Vi rykker nok ikke Bush som person, men derimod dem, der støtter ham økonomisk, vælgerne, og ligesom Live 8-koncerterne vil vi have en anden verden. Vi vil have respekt omkring FN, Kyoto-aftaler og respekt for den tredje verden er nødvendigt, slår Mikkel Nonboe fast. Imens deler de frivillige flyers ud. Afsætningsfrekvensen er lidt bedre end Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp tilsyneladende får af opmærksomhed fra shoppinglystne aalborgensere på en varm sommerdag. En af bannerførerne ligner prototypen på en aktivist med hættetrøje, cowboyjakke, hullede cowboybukser og et par mørke kondisko, men ved den anden ende står en ung mand med moderigtig skuldertaske og mørk sportsjakke som en skarp kontrast. Og Mikkel Nonboe fremhæver også den brede opbakning til anti-bush demonstrationerne, men i lige så høj grad hvad han har opfattet som en splittet borgerlig politisk fløj. - Da Bill Clinton var her i 1997, blev han budt velkommen af en jublende befolkning. Men denne gang har hverken VU (Venstre Ungdom, red.) eller KU (Konservativ Ungdom, red.) kunnet stable noget på benene, siger Mikkel Nonboe.