Bush-embedsmand erkender tortur

WASHINGTON:For første gang har en embedsmand i præsident George W. Bushs regering i USA erkendt, at der blev brugt tortur i Guantánamofangelejren i Cuba. Der er tale om den embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium, som fører tilsyn med domstolene, der skal tage stilling til sager mod Guantánamo-fanger. Den pensionerede dommer Susan Crawford erkender over for Washington Post, at det amerikanske militær torterede en saudiarabisk fange, som angiveligt havde en plan om at deltage i terrorangrebene 11. september 2001. Crawford siger til avisen, at teknikkerne, som blev anvendt over for fangen, var godkendt, men at de blev udført på en alt for aggressiv og vedvarende måde. Bush og vicepræsident Dick Cheney har sagt, at USA ikke benytter sig af tortur.