EMNER

- Bush er en statsleder af format

Ung aalborgenser tager til København for at hylde George Bush

NORDJYLLAND:Han bruger kun få sekunder på at tale sig varm. Kenneth Kromann Nielsen elsker tydeligvis at tale om USA's præsident George Bush. - Han er en statsleder af format, lyder det prompte fra den 24-årige aalborgenser. Derfor tog han i aftes til København Lufthavn for at deltage i en demonstration til fordel for præsidenten. - Det er vigtigt at vise ham, at der er andre danskere end blot de autonome, som demonstrerer imod ham, siger Kenneth Nielsen via sin mobiltelefon fra Sjælland. Bag demonstrationen til fordel for Bush står Konservativ Ungdom, hvor Kenneth Nielsen sidder i forretningsudvalget. - George Bush har gjort en masse gode ting for demokrati og menneskerettigheder. Det åbenlyse eksempel er Afghanistan, hvor kvinderne ikke havde nogen rettigheder overhovedet før krigen. Bush har fjernet Taliban-bevægelsens rædselsregime og skabt demokrati og frihed. Det samme gælder Irak. Det er mærkeligt, at man har så meget imod en mand, der har gjort så meget mod terror. De autonome er åbenbart enige med terroristerne, siden de hader ham så meget, mener Kenneth Nielsen. Kritikken mod Bush har ellers været hård. Han er blevet portrætteret som både dum og kynisk og med tætte bånd til olie- og våbenindustrien. Kenneth Kromann Nielsen er enig i, at den amerikanske præsident har sine mangler. Jeg ved godt, at han ikke har gjort alle de gode ting for vores blå øjnes skyld. Vi ved, at olie spiller en rolle. Ham og jeg er også rygende uenige om ting som abort, siger den unge konservative. Blot håber han på lidt mere perspektiv i kritikken. - Han er valgt som USA's præsident, så naturligvis varetager han amerikanernes interesser. Men se på hans indsættelsestaler. De er fyldt med ord som frihed og fred, for det er virkelig noget, der ligger ham på sinde. De autonome ser kun på en del af billedet, siger Kenneth Nielsen fortørnet.