USA

Bush laver ny undersøgelse

WASHINGTON:Præsident George W. Bush meddelte i går, at han er ved at nedsætte et "uafhængigt, to-partis panel", som skal efterforske baggrunden for påstandene om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Påstandene, der blev fremsat op til krigen i Irak, har sat flere af Bushs nærmeste allierede under stadig øget pres. I Washington skal det nye panel foretage en bred vurdering af efterretningsrapporterne om masseødelæggelsesvåben i Irak, da Saddam Hussein var ved magten. Bush havde tidligere tilbagevist kravene om en uafhængig undersøgelse, men både i hans eget republikanske parti og hos rivalerne i Det Demokratiske Parti har store grupper insisteret på en efterforskning. /ritzau/