Bush og Kerry skærper tone om terror

Beskylder modparten for fejltagelser og svaghed i kampen mod international terror

WASHINGTON:De to ledende præsidentkandidater i USA skærper tonen i debatten om bekæmpelsen af international terror her, hvor der er under to uger til valgdagen, og vælgerne fortsat betragter national sikkerhed som det vigtigste valgemne. John Kerry, den demokratiske udfordrer, kom sent onsdag med en stærk anklage mod George W. Bush for dennes håndtering af terrorkampen. Kerry kaldte den republikanske præsident en stædig og uduelig leder, som har svækket USA's sikkerhed. Bush beskyldte for sin part Kerry for manglende vilje til at vinde den såkaldte krig mod terror, fordi Kerry kritiserer Irak-krigen. John Kerry opremsede på et valgmøde i Waterloo, Iowa, fra en liste over frygtelige fejltagelser, som Bush har begået. - Hvad lærte præsidenten? Tilsyneladende ingenting. Jeg tror, at han bogstavelig talt er fornægtende. - Mens George Bush har haft ansvaret, er Amerika i højere grad truet, end vi var før, fastslog Kerry, som kritiserede Bushs enegang. - Præsidenten siger, at han er en leder. Men prøv at vende dig om, hr. præsident. Der er næsten ingen der. Det er ikke lederskab, når vi ikke opbygger den stærkest mulige alliance. Kerry sagde, at Bush svækker USA ved at støde de allierede fra sig. - Ved at behandle andre lande med foragt gav præsident Bush dem et påskud til at forholde sig passivt i stedet for at bære deres del af byrden. Bush og Kerry strides fortsat om, hvorvidt det var relevant at betragte Saddam Husseins Irak som hovedfjende i den såkaldte krig mod terror. Bush sagde på et valgmøde i Mason City, Iowa, at det er en misforståelse at nedtone Saddams rolle. - Den kommende øverstkommanderende skal føre os til sejr i denne krig, og man kan ikke vinde en krig, hvis man ikke tror, at man er ved at udkæmpe én (krig, red.), sagde præsidenten og henviste til en udtalelse fra Kerry i det amerikanske dagblad New York Times' søndagsmagasin. Her citeres Kerry for at sige, at terrorangrebene i New York og Washington den 11. september 2001 ikke ændrede hans grundlæggende opfattelse af, hvordan terror skal bekæmpes. Bush sagde, at Kerry tydeligvis er upåvirket, fordi udfordreren mener, at de primære midler i kampen er politi og efterretningsvæsen. - En krig kræver, at Amerika bruger sin magt fuldt ud, pointerede præsidenten. Meningsmålinger bekræfter, at de fleste amerikanere fortsat ser præsident Bush som bedst egnet til at lede terrorbekæmpelsen. Syv af ti vælgere betegner det som en risiko at udskifte Bush med Kerry, så længe USA er truet af terror, viser undersøgelsen fra Pew Research Center for People and the Press. 45 procent mener i samme undersøgelse, at krigen i Irak har været en sejr i kampen mod international terror, mens 40 procent er af den modsatte opfattelse. Bush og Kerry fremhævede sent onsdag begge Abu Musab al-Zarqawi, da de skulle understøtte deres argumenter om terrorkrigen. Zarqawi menes at være hovedmanden bag bombesprængninger, halshugninger og andre forsøg på at drive de amerikanskledede styrker ud af Irak. Bush sagde, at Zarqawis tilstedeværelse i Irak viser, at landet er en hovedbase for terrorister. - Hvis Zarqawi og hans hjælpere ikke havde travlt med at kæmpe mod de amerikanske styrker, tror senator Kerry så, at han ville have en produktiv og nyttig livsførelse? Selvfølgelig ikke. Og derfor er Irak ikke er afvej, men en væsentlig forpligtelse i kampen mod terror, udtalte Bush i Mason City, som ligger lidt over 100 kilometer fra Waterloo. Kerry erkendte, at Zarqawi nu er allieret med al-Qaeda, som stod bag 11. septemberangrebene. Men han erindrede om, at der ikke var nogen forbindelse mellem Saddam og den jordanskfødte Zarqawi før Irak-krigen. Kerry sagde, at Zarqawi inden krigen befandt sig i det nordlige Irak ved området, som kontrolleres af kurderne. - Vi kunne have neutraliseret dem, men gjorde det ikke. Det var en frygtelig fejltagelse, som regeringen aldrig har forklaret. John Kerry sagde, at Bush-regeringen har forvandlet Irak til et fristed for terrorister, som det ikke var før. /ritzau/