Byggeri

Business center i Teknisk Forvaltning

UTRADITIONALTBygningen på Vesterbro ombygges for 20 mio. kr. og får fælles facilieteter til 10-20 firmaer

AALBORG:Med en investering på omkring 20 millioner kroner - foruden købsprisen på knap 27 millioner - vil to aalborgensiske byggefirmaer lave den nuværende Teknisk Forvaltning i Aalborg til et business center med plads til 10-20 forskellige virksomheder. Det er entreprenørfirmaet A. Enggaard og ejendomsfirmaet Kristensen Ejendomme, der sammen købte Vesterbro 14 af Aalborg Kommune for et par år siden. Det er den hvide ejendom, der har facade mod Aalborghallens parkeringsplads. Teknisk Forvaltning flytter inden årets udgang til det nye byggeri i Nørresundby. De to firmaer forhandlede en overgang med Nordjyllands Amt om at udleje bygningen til forskningshus i forbindelse med den kommende status for Aalborg Sygehus som universitetshospital. Men amtet mente, at bygningen ligger for langt væk fra de to sygehuse. - Nu bliver bygningen totalrenoveret. Alt indvendigt rives ned og bygges op igen, og udvendig bliver bygningen blå, fortæller ejendomsmægler Stig Theilmann fra firmaet EDC Erhverv Poul Erik Bech i Aalborg, der skal stå for udlejningen. Det er meningen, at de 5700 kvadratmeter fordelt på fem etager skal lejes ud i større og mindre lejemål. Øverst - hvor forvaltningen i dag har kantine - indrettes en restaurantlignende kantine, der bliver fælles for alle firmaer. I kælderen bliver der rmulighed for at lave fælles motionshal. Investorerne forventer, at 250-300 mennesker får arbejdsplads i bygningen, der er klar om et års tid. - Mindste lejemål bliver sandsynligvis på 250 kvadratmeter. Vi vil skabe Aalborg Business Center, hvor mellemstore firmaer får mulighed for at dele nogle faciliteter, de ellers hver især skulle investere i, siger Stig Theilmann. Han forventer også, at virksomhederne vil kunne bruge hinanden, både på det formelle og det uformelle plan. Derfor vil ejerne af business-centret også have mulighed for at sige nej til lejere. - Vi skal være sikre på, at virksomhederne passer til hinanden - ellers skaber vi ikke det forretningsmiljø, vi gerne siger, siger Stig Theilmann. Borgmester Henning G. Jensen (S) glæder sig over initiativet. - Det er dejligt at se, at ejerne af en central bygning ikke blot tager de lettjente penge ved en hurtig udlejning - men derimod ofrer en masse på en ombygning og skaber noget utraditionelt, siger Henning G. Jensen. Med ombygningen samt det nye kontorbyggeri i Prinsensgade og den kommende rutebilstations kontor- og forretningsområde flytter Aalborgs "kontor-city" fra midtbyen og sydpå til banegårdsområdet. Som nævnt flytter Teknisk Forvaltning omkring nytår. Forvaltningen forlader også den store røde bygning ud mod Vesterbro. Den ejes af Kristensen Ejendomme alene, og det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med den bygning.