Business Class fra Bayern

BMW har taget det bedste fra 7-serien og proppet det ned i den helt nye 5-serie

Biler 6. april 2003 08:00

- Vi har brugt 7-serien til at ruske op i folks opfattelse af BMW-design, fortalte Chris Bangle til journalisterne på biludstillingen i Geneve. Og at det har virket efter hensigten, er det ingen tvivl om. Sjældent har en bilmodel og en designer modtaget så mange stokkeslag fra motorjournalisterne. Spændingen i forbindelse med den kommende 5-serie har derfor været stor. Men ud fra de første fabriksbilleder at dømme er designerne denne gang gået lidt mere forsigtigt til værks. I virkeligheden er 5-serien helt sin egen. Den haj-lignende front er godt nok lånt fra sportsvognen Z4, men profilen og bagenden er helt sin egen. BMW har heldigvis ikke forsynet bilen med den mærkelige bagagerumsklap fra den store 7-serie. BMW 5-serie er vokset på alle ledder og kanter og dermed er et af de få kritikpunktet af den gamle model formentlig forsvundet. Pladsen er nemlig ikke imponerende i den nuværende model, men en forøgelse af akselafstanden på seks centimeter skulle angiveligt give business class stemning på bagsædet. Vægttab Til gengæld giver en forøget anvendelse af aluminium i både undervogn og karrosseri en lavere egenvægt. Alt efter model vejer den nye model op til 75 kg mindre end den gamle. Instrumenteringen kender vi også fra 7-serien, men det hele virker mere sportsligt i 5-serien. Bilens funktioner betjenes fra i-drive systemet, men det hele er blevet forenklet. Som ekstraudstyr tilbyder BMW en vaskeægte verdensnyhed til føreren. Et nyt styretøj tilpasser servostyringen til kørestilen og ikke kun hastigheden. Ved lave hastigheder er udvekslingen mindre og dermed mere direkte. Motorudvalget er det til gengæld ikke de store nyheder ved. Til at begynde med kommer bilen som henholdsvis 520i, 530i og 530d. Indgangsmodellen har 170 hk, og 530i har 231 hk. Dieselversionen tilbyder 218 hk og et drejningsmoment på 500 Nm. Alle modeller er udstyret med en ny sekstrins gearkasse og der kan tilkøbes en automatgearkasse med seks gear. Til efteråret udvider BMW modelprogrammet med følgende biler: 525 i (192 hk), 545 i (333 hk), 540 d (258 hk). I løbet af 2005 er tyskerne klar med helt nye benzinmotorer med direkte indsprøjtning. Med mindste motor på 170 hk er topfarten 230 km/t og den går 0 til 100 km/t på 9 sek. Høj pris Den nye BMW kommer til salg på de europæiske markeder til juli. Priserne på BMW-modellerne er på det seneste steget med raketfart, og den nye vil sandsynligvis starte ved 600.000 kroner. Udover førnævnte aktive-servostyring fås 5-serien med et 7-seriens Xenon lygte-system - dog som ekstraudstyr. Det kan selv se om hjørnerne i mørke. Via en række sensorer, der registrerer ratudslag og hastighed, tilpasser det vinklen på lygterne. Derudover vil bilen kunne leveres med et radarsystem, som sørger for, at bilen automatisk holder afstand til de forankørende på motorvejen. Og for første gang tilbyder BMW desuden head-up-display, så man kan se f.eks. navigationssystemets landkort eller bilens speedometer svævende midt i synsfeltet, når man kigger ud gennem forruden.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...