EMNER

Busk udtalte sig om pinseballet

Idrætsforening vedkender sig ansvar i forbindelse med unge og alkohol

TERNDRUP: Det var en gang goddag-mand-økseskaft, der var baggrund for idrætsleder Allan Busks udtalelser i NORDJYSKE søndag om påskeballet i Terndrup, der fik et efterspil i retten i den forløbne uge. Allan Busk siger, at han blev spurgt om pinseballet i Terndrup, og at dét var baggrunden for, at han over for NORDJYSKE understregede, at han ikke havde kompetencen til at udtale sig. De tal, Allan Busk nævnte - antallet af gæster og dørmænd - relaterer sig da også til festen i pinsen, hvor der var optræk til ballade. NORDJYSKE beklager at have misforstået situationen. Tilbage står imidlertid, at en voldsepisode i forbindelse med påskeballet førte til en retssag i den forgangne uge. Og at Allan Busk som leder i Terndrup Idrætsforening var med til at arrangere påskeballet. - Har I noget ansvar for, at det ikke går galt med unge og alkohol? - Selvfølgelig har vi da det, siger Allan Busk, som ærgrer sig over episoden - også fordi TIF efter hans opfattelse optræder særdeles ansvarlig, når der arrangeres fest. - Der er en masse ansvarlige, frivillige voksne til stede hver gang, siger han og tilføjer blandt andet, at man derudover benytter certificerede dørmænd, at man får ros fra politiet og at man generelt ikke har problemer i forbindelse med de fester, som idrætsforeningen arrangerer. Tværtimod, siger Allan Busk, så udtrykker forældre i Terndrup stor tilfredsstillelse med, at der arrangeres fester lokalt, så byens unge ikke skal til Øster Hurup eller Aalborg for at feste. Hvad angår unge og alkohol, så nævner Allan Busk - som i gårsdagens artikel - en række forhold, der gør, at arrangørerne kan komme til kort - blandt andet siger han, at der hver gang ligger masser af tomme flasker i buskene omkring hallen. - Vi gør alt, hvad vi kan, siger han. - Er det så godt nok, det I gør? - Ellers må vi forsøge at rette op, siger Allan Busk. Artiklen i søndagsavisen er i øvrigt, erfarer NORDJYSKE, blevet opfattet som et Skørping-styret angreb på Terndrup - blandt andet har man interesseret sig for, om artiklens forfatter er bosiddende i Skørping. Dét er hun ikke, forsikrer redaktionen, der i øvrigt må afvise teorien, som ikke har bund i virkeligheden