Buskørsel

Buskørsel for 1,6 mia. kr.

Nordjyllands Trafikselskab offentliggjorde i dag, hvem der fremover skal stå for en stor del af af den kollektive busdrift i Nordjylland.

Vinderne af NT's udbud af cirka 33 procent af den kollektive busdrift i Nordjylland blev offentliggjort i dag, fredag. City-Trafik og Arriva Skandinavien løb med størstedelen af kontrakterne, der gælder for otte år og i alt har en værdi af cirka 1,6 milliarder kroner. Udbuddet omfatter Aalborg by-, service og metrobusser samt to nye X Bus-ruter i Vendsyssel. Forbedringer på vej - Det kæmpe udbud som vi i dag har afgjort, vil medføre mærkbare forbedringer af den kollektive bustrafik i Nordjylland, fortæller NT-bestyrelsesformand Thomas Kastrup-Larsen. Der vil nu blive indsat 29 nye og mere miljøvenlige busser i Aalborg i 2010. Samtidig vil de resterende 70 busser blive udskiftet i løbet af kontrakternes løbetid. Samtlige Aalborgs by-, metro- og servicebusser vil blive udstyret med digitale infoskærme og automatisk stoppestedsannoncering. Og halvdelen af Aalborgs by- og metrobusser fra juli som et forsøg køre på 2. generations biodiesel. Bonusordning Udover indsættelsen af nye busser og øget informationsmuligheder, byder de nye kontrakter også på en opjustering af den allerede succesfulde bonusmodel i Aalborg. Gennem den nye bonusmodel vil entreprenørerne blive belønnet ud fra kundetilfredshed, bussernes miljøvenlighed og antallet af kunder.