Busnedskæringer rammer Aalborg

Politikerne skal vælge, om de vil bruge penge på udsatte børn eller kollektiv trafik

NORDJYLLAND:Buspassagerer i Aalborg Kommune må indstille sig på, at der næste år bliver færre afgange og at nogle ruter muligvis helt nedlægges. Det er den alvorlige situation, efter at Nordjyllands Trafikselskab, NT, har fordelt et minus på 38 millioner kroner i budget 2009 på de kommuner der ejer selskabet, sammen med Region Nordjylland. ¿ Vi er afhængige af, at NT's ejere lægger flere penge på bordet næste år, hvis vi skal bevare serviceniveauet, siger formand for NT's bestyrelse, Thomas Kastrup-Larsen (S). Som rådmand i Aalborg Kommune skal Thomas Kastrup-Larsen selv være med til at finde langt det største beløb til NT, nemlig 18 millioner kroner mere end i år, og det ser ikke lovende ud, erkender han. ¿ Jeg vil naturligvis tale for sagen i Aalborg byråd, men budget 2009 bliver en benhård prioritering, så det er ikke realistisk at tro, at vi kan finde alle pengene, siger Thomas Kastrup-Larsen, der har erkendt, at der bliver færre busafgange og en dårligere dækning af busnettet i Aalborg. Det står endnu ikke klart om ekstraudgiften til NT også får konsekvenser i de mindre kommuner. Politikerne i Aalborg Byråd slås i forvejen med et hul på 133 millioner i kommunens budget, oveni kommer så ønsket fra NT om yderligere 18 millioner kroner, og en ekstraudgift til børn anbragt udenfor hjemme, på 40 millioner kroner. Efterlyser engagement ¿ Der er mange, der har behov for de knappe ressourcer vi har til fordeling i kommunerne, understreger Thomas Kastrup-Larsen, og efterlyser et langt større engagement i den kollektive trafik, fra regeringens side. ¿ Kommunerne er økonomisk bundet på hænder og fødder, så hvis man overord net vil have en god service på den kollektive trafik, så må staten tage et ansvar, siger han. Den dårlige økonomi i NT skyldes, at færre kører med bussen, samtidig med at prisen på diesel stiger. En EU-bestemmelse medfører desuden, at kommunernes fritagelse for moms på diesel bortfalder ¿ det kommer især til at koste Aalborg Kommune og Region Nordjylland dyrt.