EMNER

Buspassagerer skal stå i læ i Hundelev

HUNDELEV:Løkken-Vrå og Hjørring Kommune tager nu forskud på kommunesammenlægningen og sørger i fællesskab for at Udviklingsgruppen for Hundelev og Omegn får et ønske om nye læskure ved busstoppestederne i Hundelev opfyldt. Tidligere har der været et læskur på brugsens grund, men efter at forretningen er blevet renoveret, ønsker brugsen ikke et træskur placeret foran butikken. Udviklingsgruppen for Hundelev og Omegn har derfor bedt Løkken-Vrå Kommune om at løse problemet. Der er nemlig mange, der benytter sig af bussen mellem Løkken og Hjørring. Udviklingsgruppen mener, at den bedste løsning vil være læskure på begge sider af vejen, så vejen ikke skal krydses, og dette ønske efterkommes. Teknisk forvaltning har i samarbejde med Hjørring Kommune rettet henvendelse til firmaet AFA JCDecaux, der leverer læskærme m.v. til Hjørring Kommune, og firmaet har tilbudt at opstille to bus-læskærme i Hundelev indenfor Hjørring Kommunes eksisterende kontrakt. Dermed kommer læskærmene ikke til at koste Løkken-Vrå Kommune noget. Løkken-Vrå kommunes skal blot sørge for at udgrave til fundament og trække el til belysning.