Buskørsel

Busrute 227 skal til at køre i skolernes sommerferie

LENDUM/SINDAL:Det lokale busselskab JM Rute & Turistfart med base i Hørmested vandt licitationsrunden for busrute 227 i konkurrence med Arriva og tre andre større eller mindre busselskaber. Busruten kører mellem Sindal/Lendum og Hjørring, og er for nuværende betjent af Tylstrup Busser. Der var stor forskel på tilbuddene med Arriva som højestbydende med en udgift årligt for NT på knap 900.000 kroner, mens Jan Mikkelsen fra det vindende busselskab ville nøjes med 716.000 kr. om året. - Kontrakten gælder fra køreplanskiftet til januar, og bussen skal til at køre alle hverdage året rundt. Det var et krav fra kommunen, at bussen fremover kører i skolernes sommerferie. Der er kommet klager fra folk i Ugilt og Lørslev, der ikke ku¿ komme nogen steder, oplyser Jan Mikkelsen. Licitationen var en del af 12. udbudsrunde, hvor busrute 225 mellem Sindal og Hale Mølle/Frederikshavn også var i spil. Her var nuværende entreprenør Tylstrup Busser billigst af de fire bydere. Tylstrup Busser skal også fremover have en bus ud på landevejen mellem Tårs, Sæsing og Morild i telebusrute 742, hvor Arriva kører nu. Udbuddet vil spare NT 500.000 kr. om året.