Bussen: 4000 unge samlet til messe

I Frederikshavn zoomer unge fra hele Vendsyssel mandag ind på deres fremtid. NORDJYSKE’s bus er med på dagen

Jakob Frey Ahrentzen
Fra venstre: Hans Christensen, Mikkel Færgemann Viken, Lars Hofmeister, Dorthe Nielsen og Jakob Frey Ahrentzen er klar til at tage imod.Foto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn 1. oktober 2018 09:55

FREDERIKSHAVN: Mandag formiddag slog Arena Nord dørene op for 4000 unge, der er taget til byen for at blive klogere på deres fremtidsmuligheder.

Det er foreningen Vendsyssel Nu’s første forsøg på at skabe en ungemesse i Vendsyssel.

Og det begynder godt.

Målet var nemlig at samle 3000 unge. Men arrangørerne blev nødt til at lukke for tilmeldingen, da de ramte 4000 - for så er der dømt fuldt hus i Arena Nord.

- Der har været så stor og overvældende en opbakning fra skolerne i landsdelen, at vi blev nødt til at lukke for tilmeldingen, desværre. Men det er skønt, at vi som en almennyttig forening møder så voldsom en opbakning. Det bekræfter os i, at der har været en efterspørgsel, siger Anne Louise Vanggaard, der er projektleder i Vendsyssel Nu.

Ud over de 4000 elever vil der være omkring 100 virksomheder og uddannelsesinstitutioner der udstiller, samt 200 deltagere til Vendsyssel Mødet, som er en konference for ildsjæle i Vendsyssel, der arbejder på tværs af sektorer.

Bussen på plads

Vi er også med, og NORDJYSKE’s dialogbus holder foran Arena Nord frem til klokken 14.30, og alle er velkomne til at kigge ind og få en sludder om journalistik, komme med tips til redaktionen, og se hvordan vi arbejder.

Og for de unge, som overvejer at gå journalistikkens vej, har vi vores praktikant Mikkel Færgemann Viken med, som med glæde fortæller om, hvordan det er at være journalistpraktikant.

Navnet på arrangementet er "Zoom ind på din fremtid", og kræfterne bag messen arbejder på at højne sammenholdet i hele Vendsyssel.

- Vi arbejder på at gøre vores del af landet attraktiv og vise, hvad vi kan her. Samtidig vil vi gerne, at de unge får øjnene op for alle de muligheder, der er her. Vi mener, at de unge i Vendsyssel kan være med til at skabe ny energi og vækst, og det er jo dem, som skal drive landsdelen videre. Derfor vil vi være med til at tage ansvar for, at de kommer i arbejde og uddannelse, fortæller Anne Louise Vanggaard.

Og hvem er så "Vendsyssel Nu"?

- Vi er en nonprofit netværksorganisation, som arbejder på at skabe et netværk, som skal udvikle sammenhængskraften i Vendsyssel.

- Vendsyssel Nu er kendetegnet ved, at det drives frem af vendelboer, som er stolte af deres landsdel, og som brænder for at gøre en forskel og sikre at vi i fremtiden vil forblive bæredygtige, afrunder Anne Louise Vanggaard.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...