Frederikshavn

Busstrejke gav dialog

Hjørring kommune måtte i forbindelse med buskonflikten i går, komme med indrømmelser om dårlig information til selskabet Wulff Bus og bybuschaufførerne.

HJØRRING: De seks linier holdt stille fra morgenstunden, og senere på formiddagen fulgte chaufførerne fra fem landruter trop. Chaufførerne er vrede over, at kommunen har sneget en kraftig besparelse på 500.000 kr, ind af bagdøren. Det betyder, at busserne fra den 14. december kun kører en gang i timen, mod de nuværende to, mellem kl. 9 og 15. Derudover er det helt slut med busser efter kl. 18. -Det er en meget hård omgang i et hug, og vi fik først besked i fredags, siger tillidsrepræsentant Mette Niss. Besparelsen betyder formentlig en fyring af fire af de nuværende 12 chauffører. Tillidsrepræsentanten kan fortælle om flere møder med kommunen, hvor nedskæringen ikke blev nævnt. Formand for kommunens teknik og miljøudvalg Ole Ørnbøl (S), var i løbet af dagen i dialog med chaufførerne, hvor han fastholdt nedskæringen. - Der er simpelthen ikke passagerer nok på visse tidspunkter af dagen, siger Ole Ørnbøl, der dog medgiver at informationen til både chauffører og borgere nok kunne være bedre. - Men det må vi så lære af , siger han. Midt på eftermiddagen kørte busserne igen på gaden.