Buskørsel

Busstrejke på torsdag

30

Du kommer muligvis til at vente forgæves ved busstoppestedet torsdag. Arkivfoto: Torben Hansen

Du kommer muligvis til at vente forgæves ved busstoppestedet torsdag. Arkivfoto: Torben Hansen

Sørg for at skaffe alternative transportmuligheder på torsdag. Det opfordrer NT sine passagerer til efter vedholdende rygter om, at chauffører i Aalborg, Århus, Odense og København vil strejke nu på torsdag. Tillidsmand for 600 buschauffører hos Arriva, Hans Erik Rasmussen, har overfor nyhedsbureauet Newspaq bekræftet, at der planlægges en landsdækkende arbejdsnedlæggelse blandt alle buschauffører og inden for godsområdet. Det sker i protest mod at chaufførerne selv skal betale over 5.000 kroner af egen lomme for et lovpligtigt EU-kursus, som man skal tage hvert femte år for at bevare sit erhvervskørekort. Ifølge Arrivas tillidsmand er det også regeringens planer om at afskaffe efterlønnen, der får chaufførerne på barrikaderne. Stor sympati Hvis de strejker, vil der være tale om en overenskomststridig strejke. Palle Juel, fungerende næstformand for Arriva chaufførerne i Aalborg, kan hverken be- eller afkræfte rygterne om en arbejdsnedlæggelse. - Men jeg har stor sympati for sagen. Siden det for et halvt år siden kom frem, at chaufførerne hvert femte år for egen regning skal tage det lovpligtige EU-kursus, har chaufførerne været i oprør. - Vi taler om det dagligt. Selve kortet koster små 1100 kroner, og så får vi fem dages tabt arbejdsfortjeneste, fortæller Palle Juel, der håber, at sagen finder en fredelig løsning.