Bustrafikken har haft stor betydning for badebyen Løkken

Udstilling fortæller om rutebiltrafikken gennem godt 80 år

LØKKEN:Rutebiltrafikken har haft stor betydning for Løkken. Det er baggrunden for, at Løkken Museum har åbnet en udstilling om netop rutebilernes historie. Der er udstillet kasketter, billetautomater, køreplaner og meget mere. To af museets lokaler er indrettet til specialudstillingen. Der er specielt tre familier, der har sat sit præg på Løkken, når det gælder rutebilkørsel, nemlig Peder Brix, Svend Brix samt Edith og Knud Bæk. Peder Brix oprettede 1. marts 1922 en rute mellem Løkken og Aalborg. Der var i begyndelsen en daglig afgang i hver retning, men efter kort tid blev der to daglige ture. Peder Brix var tidligere landmand, købmand og manufakturhandler, men besluttede sig i 1922 for at etablere en busrute. I begyndelsen af 1920'erne bredte busruterne sig over hele landet, og i 1922 var der over hele landet ca. 300 ruter. I 1933-34 købte Peder Brix ruten fra Løkken til Brønderslev. I 1940 solgte Peder Brix sine ruter til sønnen Svend Brix, der drev ruterne til 1967, da han solgte til Edith og Knud Bæk. Knud Bæk havde en periode været buschauffør, inden han overtog forretningen med tre busser. I 1972 døde Knud Bæk, men Edith Bæk tog stort kørekort, og drev ruterne frem til 1995, da Nordjyllands Trafikselskab udbød dem i licitation. Gennem mange år var der specielle ruter til Store Brønderslev Marked og andre større begivenheder, hvor der var behov for at sætte flere busser ind. Fra 1952 til 1967 var der en busrute fra Løkken til Blokhus - på stranden. Men i 1967 blev ruten nedlagt, idet det var for hårdt ved busserne. I 1997 blev forsøgt med en nu strandrute mellem Løkken og Blokhus - i stil med Sandormen fra Skagen. Men den levede kun en måned. Blandt de besøgende ved ferniseringen var blandt andre Edith Bæk og flere tidligere chauffører, der har kørt busser fra Løkken. Det var museumsforeningens formand, Inge Nørregaard, der åbnede udstillingen, og fortalte om baggrunden for udstillingen. Hun sagde, at det er nærliggende at fortælle om rutebiltrafikken, der har haft så stor betydning for Løkken. - Der er sket meget fra datidens dagvogne til nutidens moderne busser, hvilket også billederne bevidner, siger Inge Nørregaard. Der var ved åbningen trængsel i de små lokaler i museumsbygningen i Nørregade i Løkken.