Busture sommerens store succes

Stadig flere turister og fastboende tager på gratis rundtur i kommunen

BROVST:De gratis busture rundt i Brovst Kommune hver mandag er blevet sommerens helt store succes. I mandags sattes rekord med ikke færre end 150 turister og fastboende, der ønskede at komme på sightseeing, og der måtte sendes fire busser afsted. - Vi blev lidt overrumplet af den dejligt store tilslutning, så den sidste busfuld kom desværre til at vente lidt, inden de kom afsted, men de fik en kop kaffe i ventetiden, siger Lillian Carstensen, leder af Brovst Turistbureau. Vi havde stort set regnet med, at de ca. 100, der var til kaffe og rundstykker i Bratskovs gård, også var dem, der ville med på sightseeing. Men da busserne skulle køre, var der pludselig betydeligt flere. Borgmester Mogens Gade og Dieter Christesen fra turistbureauet er faste guider på turene, og i mandags trådte Helle Aagaard og ErikJensen også til som guider. - Det er skægt at være guide, især når der er så mange, siger Mogens Gade. Når vi slutter i Jernbanegade, får man en masse snak med både lokale og turister - og en masse ideer til nye ting, der kan laves. En har f.eks. foreslået, at der laves en cykelparkering ved Tranum Strand. En anden vil gerne have, at vi laver byvandringer i Brovst by. Det kunne blive spændende. Mogens Gade glæder sig også over, at der på rundturene er en del deltagere fra nabokommunerne. Borgere i den kommende Jammerbugt Kommune, der tilsyneladende gerne vil lære Brovst at kende. I denne sæson er der yderligere to muligheder for at komme på sightseeing i Brovst Kommune: På mandag - og sidste gang mandag 8. august. På spørgsmålet, hvor mange busser der mon skal afsted på mandag, svarer Lillin Carstensen prompte: - Spørg vejrguderne. Er der 27 grader og høj sol, kommer der ikke så mange. På det seneste har vi haft et vejr, der har været velegnet til busture og vore turistarrangementer på Bratskov. I torsdags var der 1400-1500 til levendegørelsen på Bratskov. Køkkenet fik totalt udsolgt. Damerne fra Folkekirkens Nødhjælp fik afsat knap 800 æbleskiver.