Aalborg

Butik i Friis lukker

Der er for få kunder i Aalborgs nye butikscenter, siger butiksindehaver, der lukker sin forretning.

Der kommer for få kunder i det nye butikscenter Friis, mener indehaveren af Subway, der har lukket sin forretning. Foto: Lars Pauli

Der kommer for få kunder i det nye butikscenter Friis, mener indehaveren af Subway, der har lukket sin forretning. Foto: Lars Pauli

Kunderne var ikke til det. Og det var Friis på Nytorv i Aalborg heller ikke. Butikscentret har mistet sin første butik. Det er sandwichbaren Subway, der er lukket. Bo Hansen, der har stået for forretningen på franchise-basis, er skuffet. Det nye butikscenter så ellers flot og spændende ud, var hans vurdering, da han besluttede at udvide sin virksomhed til også at omfatte Aalborg. I forvejen står han for Subway i Sønderborg og i Rosengårdscentret i Odense. - Det har slet ikke svaret til forventningerne, og vi har ikke kunnet klare os med mindre end 50 kunder, som det var tilfældet nogle dage. - Der kommer ikke tilstrækkeligt mange mennesker i centret. Det er den gængse opfattelse, når jeg har gået rundt og snakket med folk, siger Bo Hansen. Subway åbnede samtidig med hele butikscentret, nemlig 23. marts sidste år. Han mener, centret mangler en fødevarebutik, så folk ville være tilskyndet til at komme oftere, end blot når det har været lønningsdag. Den amerikanske sandwichkæde Subway er fortsat repræsenteret i Aalborg. Der er sandwichbar i Urbansgade ved Tyren. Ellers skal man til Århus for at finde en Subway.

Forsiden