Fjerritslev

Butik Pyndi sat til salg

FJERRITSLEV:Brugskunstbutikken Pyndi er sat til salg. Efter godt et år med butikken i Vestergade har Heidi Mulbjerg valgt at stoppe i Fjerritslev, mens hun fortsætter i Thisted. Her var hun etableret, da hun fandt lokalerne i Fjerritslev og lavede butik nummer to. Butik Pyndis sortiment er brugskunst og pynteartikler, bl.a. urtepotter, billeder, lysestager, puder og sengetæpper. Kendetegnende for butikken har været sagte musik og levende lys i forretningslokalet. - Jeg har været meget glad for at være i Fjerritslev, og butikken giver allerede nu et passende afkast, så der kan være en årsindtægt til en køber. Heidi Mulbjerg fortæller, at lange arbejdsdage, kombineret med to mindre børn på godt to og fem år, er baggrunden for at sætte butikken til salg. - Jeg har varelageret hjemme på min bopæl, hvor der hver aften skal pakkes bil med varer til begge forrretninger. Tidligt om morgenen skal varene leveres i Fjerritslev, der skal pakkes ud og ordnes emballage, der skal med retur. Til at hjælpe sig i butikken i Vestergade har Heidi Mulkbjerg ansat Carina Urth på deltid med 18 timer om ugen, og Tanja Tøfting, der har været med siden butikken åbnede, hjælper fortsat til. - Jeg vil gerne sælge butikken til en, der vil køre videre med samme sortiment, men jeg er selvfølgelig også åben for at sælge til en anden branche. Hun lover, at ville hjælpe den nye ejer i gang. -Jeg vil gerne sælge hurtigst muligt, når beslutningen nu er taget. Kan butikken ikke sælges, så lukker jeg senest med udgangen af januar, fortæller Hedi Mulbjerg.