Tyverier

Butik sikres efter rambuktyveri

Ejeren af Sæby Guld og Sølv, Hanne Dannesboe, vil sikre sin guldsmedebutik med røgkanoner, efter at den natten til mandag blev ramt af et rambuktyveri. - Jeg har allerede de mest moderne panserglasruder, og døren er også topsikret. Derfor vil jeg nu installere røgkanoner, der sætter i gang sammen med alarmen. Så vil hele butikken være indhyllet i røg på få sekunder. Det giver tyve svære arbejdsbetingelser, siger Hanne Dannesboe. Hun har tidligere været ramt af voldsomme indbrud i sine butikker i Frederikshavn og siger, at hun ikke længere lader sig gå på af tyverierne. - Der er trods alt kun tale om døde ting. Men det irriterer mig, at folk ikke kan kende forskel på dit og mit, siger hun. Tyvene tiltvang sig adgang til butikken ved at bakke en brugsstjålet bil med en betonklods bundet til bagklappen ind i butikkens indgangsparti. De tre tyve slap væk med guldsmykker til en værdi af en halv mio. kroner.