Tyverier

Butik sikres med røgkanon

Tyve slap væk med guld for cirka en halv mio. kroner

SÆBY:Hanne Dannesboe fik en chok, da hun kl. 3 natten til mandag blev ringet op. Opkaldet kom fra bageren på strøget i Sæby, der midt under arbejdet hørte et brag længere nede ad gaden. Han gik ud og kunne se, at tre tyve var ved at tømme butikken Sæby Guld og Sølv. Han skyndte sig at ringe til politiet og indehaveren Hanne Dannesboe. - Det var grimt. Men jeg havde nok ventet, at det ville ske på et eller andet tidspunkt. Sådan er verden jo i dag, siger Hanne Dannesboe. Der ventede hende et trøsteløst syn, da hun nåede frem. Butikkens indgangsparti var trykket ind, og tyvene havde stjålet guldsmykker til en udsalgsværdi af omkring en halv mio. kroner. Derimod havde de ladet diamant- og brilliantringe til adskillige tusinde kroner stykket ligge. - Der er tydeligvis tale om et nøje planlagt kup. Tyvene har været inde i butikken og udset sig de varer, de ville stjæle. Der har været nogle suspekte typer inde i butikken, men hvad skal man gøre? Man kan aldrig gardere sig fuldstændigt. Hvis tyvene er dygtige nok og vil ind, så kommer de det nok også, siger Hanne Dannesboe. Betonklods på bil Butikkens indgangsparti er meget smalt, og der kan bagenden af en bil ikke komme ind. Umiddelbart syntes et rambuktyveri derfor ikke muligt. Men tyvene havde bundet en smal betonklods bag på deres brugsstjålne Peugeot 206, og så brugte de klodsen til at smadre indgangsdøren med. - Det er nøje planlagt og udtænkt. Og at tyvene kun har taget guld, får mig til at tro, at guldet skal smeltes om. Så er der tale om letomsættelige værdier, siger Hanne Dannesboe. Hun er træt af tyveriet, men ikke ødelagt. - Det kan ikke hjælpe noget at tage det alt for langt ind. Der er trods alt tale om døde ting. Men det ærgrer mig meget, at folk ikke kan kende forskel på dit og mit, siger butiksejeren. Hun vil nu sikre sin butik endnu bedre mod indbrud. - Jeg har allerede det mest moderne og effektive panserglas, og en topsikret dør. Men det er ikke nok. Derfor vil jeg nu installere en røgkanon, der udløses sammen med alarmen. Røgkanonen indhyller på få sekunder hele butikken i tyk røg, og det kan i hvert fald forsinke tyve, siger Hanne Dannesboe. Sporet efter tyvene slutter i øvrigt på Sdr. Strandhave syd for Sæby, hvor den stjålne Peugeot er efterladt. Der er kun sparsomt signalement af tyvene. En af dem beskrives som 180-190 centimeter høj og iført sort hue og mørkt tøj.