Storcenter trækker store rabatter på dagen for genåbning tilbage

Selskab bag Randers Storcenter beklager, at der blev annonceret med klækkelige tilbud på hjemmeside.

Storcentre kan fra mandag åbne igen efter lang tids nedlukning. (Arkivfoto.)

Storcentre kan fra mandag åbne igen efter lang tids nedlukning. (Arkivfoto.)

RANDERS:Når Randers Storcenter mandag slår dørene op for kunderne, bliver det uden tilbud om rabatter på mellem 20 og 30 procent hos tre butikker.

Mandag morgen valgte centeret at fjerne annoncer på centerets hjemmeside, hvor kunder blev lovet klækkelige rabatter hos de pågældende butikker.

- Det er ikke i tråd med vores strategi. Så derfor har vi opfordret centerforeningen, der har ansvaret for markedsføringen, til at fjerne annoncerne.

Sådan siger centermanager Lotte Vestergaard Skou fra selskabet Deas A/S, der driver det østjyske shoppingcenter.

Og annoncerne er ganske rigtigt ikke længere at finde på storcentrets hjemmeside.

- Vi reagerede hurtigt, da vi så det her til morgen, fortæller Lotte Vestergaard Skou.

Regeringen har netop understreget, at centrene bør undgå slagtilbud, der kan tiltrække mange mennesker.

Af Erhvervsministeriets retningslinjer for genåbning af shoppingcentre og stormagasiner fremgår:

"Stormagasiner og butikker tilknyttet hertil anbefales at undgå kø- og slagtilbud, aktiviteter og lignende, som kan skabe kødannelser og tæthed omkring enkelte områder i butikker".

Lotte Vestergaard Skou beklager, at der blev lagt annoncer med store tilbud ud på hjemmesiden.

- Det er med stor beklagelse.

- Vi følger retningslinjerne, som vi skal, og det er derfor, vi har opfordret til, at de her rabatter fjernes, siger hun.

Storcentrene åbner, efter at Folketingets partier valgte at tage storcentrene med i fase 2 af genåbningen.

Flere centre gør brug af særlig elektronik til at holde styr på antallet af kunder.

Det gælder blandt andre Kolding Storcenter, der ligeledes drives af Deas.

- Vi tæller, hvor mange kunder der kommer ind. Når vi kommer op til en vis procentdel, så har vi en sms-kode, der går rundt til alle vagterne, og så har vi mulighed for at lukke indgange og stoppe trafikken inde i centret, hvis personbelastningen bliver for stor, siger Lotte Vestergaard Skou.

Derudover bliver gangarealerne opdelt, så kunderne holder til højre. Spritstationer er sat op rundt i centret, og loungeområder, hvor man normalt kan sidde og slappe af, er lukket.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.