Butikker må holde åbent i påsken
Erhvervsstyrelsen har givet dispensation til butikkerne i Frederikshavns midtby
Opdateret 20. marts 2016 kl. 17:32
FREDERIKSHAVN: Midtbyens butikker i Frederikshavn har fået tilladelse til at holde åbent i påskehelligdagene.
Erhvervsstyrelsen har i henhold til byrådets ansøgning givet dispensation til midtbyens butikker. Det betyder, at midtbyens butikker må holde åbent i påskehelligdagene 2016, i forbindelse med det store internationale sportsstævne Rødspættecup.
Når FREDERIK på vegne af butikkerne ønsker dispensationen, er borgmesteren glad for, at Erhvervsstyrelsen har givet den. Et stort flertal i byrådet bakkede op om ansøgningen.
Udvidet aktivitetsniveau
- Nu er tilladelsen i hus, og vi kan udvide aktivitetsniveauet i påsken, når vi får mange gæster til Rødspætte Cup.
- Vi vil gerne være gode værter og en venlig by. Dispensationen giver os mulighed for at invitere gæsterne indenfor, udtaler borgmester Birgit Hansen.
Mulighed for butikker
De seneste år har mange ment, at butikkerne i Frederikshavn skulle holde åbent i påskehelligdagene, selvom alle vidste, at det var ulovligt. Da der så kom en lovændring, som gav en mulighed for at få dispensation til at holde åbent på disse helligdage, hvis der i byen afholdes et stort arrangement med international deltagelse, så valgte FREDERIKs
bestyrelse at søge om en sådan dispensation på grund af Rødspættecup.
Byrådet valgte at bakke en sådan dispensation op ved at indsende ansøgningen til Erhvervsstyrelsen.
Kærkommen mulighed
Formand for FREDERIK Erik Sørensen udtaler, at dispensationen giver en kærkommen mulighed for midtbyens butikker til at give en shopping mulighed for byens håndboldgæster.
- Naturligvis også for kommunens øvrige gæster og indbyggere, fordi vi nu er det eneste sted, hvor det er muligt at gøre en rigtig god
påskehandel.
- Jeg håber alle kan se, at det er en mulighed vi skal forfølge i Handelsbyen Frederikshavn, siger Erik Sørensen.
- Som konkret handling på muligheden med dispensationen som vi netop har modtaget, udsendes der nyhedsbrev til midtbyens erhvervsdrivende, og på medlemsmødet den 3. marts følger FREDERIK op på opbakningen.
- En god kundeoplevelse og handelsmæssig succes, kræver mere end blot nogle enkelte åbne forretninger, så derfor er det vigtigt at få medlemsopbakningen endeligt klarlagt hurtigst muligt, slutter formanden for FREDERIK.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.