Butikker må selv afgøre rabatter

Handlende er ikke enige

Aalborg 15. februar 2005 05:00

AALBORG: Selvom en lang række af byens butikker giver rabat til studerende, er der langt fra nogen fælles holdning til spørgsmålet blandt de handlende. Både Aalborg City og Aalborg Storcenter lader det være op til den enkelte butik, og derfor er der heller ikke planer om fælles fremstød eller opfordringer til at skilte med eventuelle rabatter. - Jeg giver ikke selv rabat til studerende, fortæller formand for Aalborg City og indehaver af Tekstilcentret, Nils Andersen. - Hvis de studerende skal have varerne 10 procent billigere, burde fru Jensen jo også kunne få det. Og derfor vil jeg hellere holde priserne på et niveau, hvor alle kan være med, understreger han. Ifølge Nils Andersen er det helt op til hver enkelt af de 302 forretninger i Aalborg City, hvem og hvornår der skal gives rabat. Og derfor vil han også nødigt udtale sig om, hvorvidt det bør skiltes bedre. - Jeg ved kun, at jeg ikke gør det selv. Men derfor kan andre jo godt se det som en fordel, forklarer han. Og holdningen blandt de handlende i Aalborg Storcenter er næsten lige så klar. Ifølge centerdirektør Peder Laust er det nemlig fuldstændig individuelt. - Nogle af dem, der gør det, er typisk store forretninger og kæder, som handler med mange unge, siger han. - Men andre er mere tilbageholdende, og derfor har vi heller ikke nogen fælles holdning til spørgsmålet, fortsætter han. - Generelt er det jo også lidt politisk. Nogle vil gerne give rabat til bestemte grupper, men det vil andre ikke, så alt i alt afhænger det af den enkelte butiks vurdering, forklarer Peder Laust.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...