Butikker overvejer egne betalingskort

CoopDanmark,Dansk Supermarked og Superbest kandidater til at skabe deres eget "dankort"

NORDJYLLAND:Danske forbrugere skal have mere end dankortet at vælge imellem, når mælk, ymer og kartofler skal betales fremover. For samtidig med striden om gebyr på dankortet kører i højeste gear, overvejer flere af landets største fødevarebutikker at skabe deres egne betalingssystemer. - Hvis økonomien hænger sammen, er Coop, Dansk Supermarked og Superbest oplagte kandidater. Alle tre har butikker i hele Norden. Og det kan være attraktivt for dem at lave et nordisk betalingssystem, siger erhvervsforsker Mogens Bjerre fra Handelshøjskolen i København til NORDJYSKE. I blandt andet USA og England har forbrugerne for flere år siden vænnet sig til betalings- og kreditkort, hvor forsiden præges af et logo fra det lokale supermarked. Og kortene er både rabat- og fordelskort, ligesom flere af dem er kombineret med et VISA-kreditkort. Længst fremme med planerne om betalingskort i Danmark er FDB, der arbejder på at udvikle et system til blandt andet Coop Danmark. FDB regner med, at et selvstændigt betalingskort kan være klar i løbet af næste år. - Men vi har ikke tænkt os at være en konkurrent til dankortet. Vores betalingskort skal bruges internt i butikkerne, fordi vores medlemmer efterspørger flere funktioner i deres medlemskort. Det er dem, vi gerne vil servicere, siger FDB"s administrende direktør Paul Mollerup. FDB har ellers tidligere lagt planerne om et betalingskort i mølposen, men nye muligheder for at opkræve gebyr og for at få adgang til at bruge kortene på lige fod med dankortet i det landsdækkende dankort-netværk har ændret situationen. Netop adgangen til dankort-systemet giver allerede nu butikkerne mulighed for, at deres betalingskort kan bruges i fremmede forretninger. Med andre ord kan et "Brugskort" bruges til at betale frisøren og restaurantbesøg med. - Men det er der ikke aktuelle planer om hos os, siger Paul Mollerup fra FDB, der i øvrigt har tænkt sig at lade en partner tage sig af selve bankfunktionen Hos Dansk Supermarked vil man ikke kommentere sagen, så længe fremtiden for dankortet er uafklaret.