Butikker vinder stor sag om ulovlige dankortgebyrer

Nets har ulovligt krævet dankortgebyrer for mere end 100 millioner kroner fra netbutikkerne.

Butikker vinder stor sag om ulovlige dankortgebyrer

Nets, der står bag det danske system med dankort, har i fire år opkrævet ulovlige gebyrer for betalinger på internettet, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fredag slået fast i en afgørelse.

- Det er styrelsens samlede vurdering, at dankortgebyrerne ikke står i rimeligt forhold til Nets omkostninger, og at dankortgebyrerne fører til en overnormal indtjening hos Nets. Derved overtræder Nets betalingstjenesteloven, lyder det i afgørelsen.

Ifølge Foreningen for Dansk internet Handel (FDIH), der har repræsenteret netbutikkerne, beløber det sig til mere end 100 millioner kroner.

- Forbrugerne og netbutikkerne har anslået betalt mellem 100 og 200 mio. kroner for meget i gebyrer siden 2008, og dermed er Nets med til at gøre det dyrere at handle på nettet, siger Annette Falberg, administrerende direktør i FDIH.

Ifølge FDIH skyldes problemet, at e-handlen er vokset voldsomt de seneste år, og betalinger med dankort på nettet er næsten fordoblet, siden Nets i 2008 sidst regulerede sine gebyrer og priser.

Det har dog ikke fået Nets til at nedsætte priserne, så de afspejler omkostningerne tillagt en rimelig fortjeneste, som loven kræver.

- Nets er den eneste udbyder af dankortet. Reglerne skal sikre, at gebyrerne ikke er højere, end de ville være på et marked med virksom konkurrence, så Nets kunder ikke betaler overpris for ydelsen, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing.

Styrelsen kræver i sin afgørelse, at Nets indleder forhandlinger med FDIH, så der kan aftales gebyrer, som holder sig på den rigtige side af loven. Det skal være på plads inden 31. januar 2013.

- Vi vil ikke diktere niveauet for et lavere gebyr. Nu giver vi markedets aktører ro til selv at forhandle gebyrerne. Men vi holder selvfølgelig øje med, om Nets sænker dem til et rimeligt niveau, siger Gersing.

Samtidig vil FDIH tage spørgsmålet op, om hvad der skal ske med de ulovligt opkrævede gebyrer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst