Butikkerne tror mest på halv- liters dåser

Øl 23. september 2002 08:00

AALBORG: Øl på dåse i halvliters størrelse kan være det, der gør den nye emballagetype mest interessant for danskerne. Det vurderer produktchef Michael Fog fra Dansk Supermarked: - Panten på dåserne er den samme uanset om størrelsen er 33 cl eller 50 cl. Derfor bliver prisen på de større dåser naturligvis påvirket forholdsmæssigt mindre. Af samme grund lægger vi ud med adskillige øltyper i halvliters dåser, oplyser Michael Fog. For Bilka og Føtex' vedkommende er der i dag 11 forskellige typer dåser på hylderne, deraf to sodavand og ni med øl. De to kæder fører Coca-Cola og Coca-Cola Light på dåse, begge i 33 cl størrelse. Hvad angår øl, vil man kunne få Carlsberg, Tuborg, Guld-Tuborg og Harboe i 50 cl dåser. Desuden kan kunderne forlyste sig med Tuborgs nye T-Beer, Heineken, Ceres Royal, Budweiser og Harboe i 33 cl dåser. Prisen vil Michael Fog ikke oplyse. Den må kunderne selv ud og se i butikkerne, men hos Coop Danmark vil informationschef Jens Juul Nielsen godt give enkelte priseksempler: - Vi har hidtil solgt Grøn Tuborg på halvliters flasker til kr. 7.95. Den erstatter vi med en halvliters dåse til kr. 8.95. Ceres Royal fører vi både på dåse og på flaske, begge i størrelsen 33 cl og til ens pris, nemlig kr. 6.95. Endelig kan jeg nævne, at en Coca-Cola på dåse koster kr. 7.95. Hvis man omregner prisen for en flaske med 25 cl, ville den koste kr. 6,95. Jens Juul Nielsen tror ikke på slagtilbud på dåseprodukterne, og slet ikke her i begyndelsen, da den endelige dato for frigivelsen er kommet så sent, at tilbudsaviserne ikke har kunnet indrettes på det. Michael Fog fra Dansk Supermarked tror i det hele taget ikke på slagtilbud på dåser: - De er grundlæggende for dyre. Vi vil slet ikke kunne komme ned i nærheden af tilbudsprisen for en kasse øl på flaske, og så er det ikke interessant. Mens hverken Dansk Supermarked eller Coop Danmark kunne nå at gøre noget ved de nye dåse-varer i denne uges tilbudsaviser, har den nordjyske kæde Dreisler Storkøb været hurtigere. Kæden ofrer halvdelen af tilbudsavisens forside på dåserne, hvoraf en række anføres til tilbudspris, uden at normalprisen dog er nævnt. Blandt andet tilbyder Dreisler seks styk Heineken, Royal Export eller T-Beer (alle i 33 cl dåser) til kr. 37,95, mens fire styk Faxe 50 cl fås til kr. 29,95 og fire styk Harboe 50 cl koster kr. 24,95. Modsat de øvrige store kæder har Dreisler adskillige typer sodavand på dåse, alle i størrelsen 33 cl. Otte styk Coca-Cola tilbydes til kr. 49,85, mens seks styk Pepsi eller Faxe Kondi kan fås til kr. 36,95.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...