Butiksansatte lærer for lidt
Butiksansatte bruger mulighederne for efteruddannelse alt for lidt. Det mener formanden for HK Handel Nordjylland, Kate Ziegler.

Kate Ziegler: - Mange holder sig tilbage fra at spørge chefen om fri til kursus.
-Overenskomsten har sikret ret og penge til efteruddannelse, men der er langt fra den efterspørgsel for at komme på kursus, man kan ønske sig, sagde Kate Ziegler på fagforeningens generalforsamling onsdag aften. - Selv om uddannelse er en ret, holder mange sig måske tilbage fra at spørge chefen om fri til kursus, fordi de regner med alligevel at få afslag, nu hvor dårlige økonomiske tider mange steder har skåret bemandingen ind til benet. Men jeg forstår ikke, at virksomhederne netop i økonomisk svære tider ikke satser mere på efter- og videreuddannelse af deres medarbejdere, så de er rustet, den dag det hele vender, sagde Kate Ziegler. Overenskomsten giver butiksansatte ret til to ugers selvvalgt efteruddannelse om året, hvortil det er muligt at hente penge fra den såkaldte kompetencefond. Det nye overenskomstforlig på butiksområdet gør det muligt at spare uddannelsesugerne op i tre år.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.