Butikscenter i Schou-Epa?

Ejendomsmægler prøver idéen af

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Frederikshavns han­dels­chef, Micha­el Fre­de­rik­sen, kal­der idé­en om et overdækket bu­tiks­cen­ter i gågaden for frem­ra­gen­de.Foto: Bent Ja­kob­sen

FREDERIKSHAVN:På tredje år står det store, tidligere Schou-Epa varehus i gågaden i Frederikshavn gabende tomt. Men nu har ejendomsmægler Jens Jørgen Calundan en plan om at omdanne de mange tomme kvadratmetre til et overbygget butikscenter. - Jeg synes, det er hammerærgerligt, at den store forretningsejendom, bortset fra en mindre lejer på førstesalen, står tom. Ejendommen kunne rumme en masse spændende små og mellemstore butikker og være et attraktivt sted for kunder at komme, uanset om det regner, stormer eller sner, siger Jens Jørgen Calundan og peger på, at det jo ikke er en hemmelighed, at frederikshavnere kører til Aalborg og til A-Z i Hjørring, når de vil handle i overdækkede butikscentre. - Nu åbner desuden snart et stort butikscenter på 8000-10.000 kvm i det ny Metropol i Hjørring, så det er vigtigt, at vi her i Frederikshavn også får noget at byde på i den retning, synes ejendomsmægleren. Han har derfor forelagt sin idé over for ejeren af ejendommen samt tilbudt at være den, der prøver at løbe projektet i gang. - Det fik jeg grønt lys til, og er ved at få udarbejdet en tegning over indretningen af det op til 4000-6000 kvm store butiksareal i to-tre etager, der kan blive tale om, siger Jens Jørgen Calundan. - Oplægget går på, at de indendørs butikker samler sig om en fælles gade og med passage hele vejen igennem fra gågaden og ud til parkeringsarealerne ved Parallelvej, akkurat som da Schou-Epa var der, fortæller Jens Jørgen Calundan. Ejendomshandleren er optimistisk med hensyn til at få butikker og butikskæder med på idéen. - De kædebutikker, vi indtil nu har henvendt os til, har ytret ønske om at komme med. Det drejer sig om butikker med behov for fra 100 til 800 kvm. - Næste skridt bliver at indkalde til nogle dialogmøder med kædebutikkerne om, hvordan centret helt præcist skal strikkes sammen. Kæderne er så professionelle, at de har helt klare ønsker til, hvordan tingene skal være, siger Jens Jørgen Calundan har givet sig selv perioden frem til sommerferien til at få centret løbet i gang. - Størrelsen af butikkerne bliver fra 100 til 1000 kvm, og tidshorisonten er, at hvis vi kan få 60-75 procent af arealet fyldt op med forhåndsaftaler, går byggeriet i gang, siger han. Han håber samtidig, at det planmæssige ikke vil volde problemer i forhold til myndighederne, eftersom også kommunen er godt ærgerlig over de tomme butiksvinduer på en af gågadens bedste adresser. Fremragende ide - En fremragende idé, siger Frederikshavns handelschef Michael Frederiksen om butikscentret. -Jeg tror, alle Frederiks medlemmer vil klappe i hænderne af idéen. Frederik har selv netop besluttet, at foreningen skal afsætte en halv mio. kr. til markedsføring som modvægt mod det massive pres, vi kan forvente fra Metropol, der åbner i marts, siger Michael Frederiksen. Netop i sidste uge havde foreningen et medlemsmøde med centerchefen for butikscentret i gågaden i Viborg på besøg. - Han gav en forsmag på, den massive markedsføring, det kommende center i Hjørring uden tvivl også vil rette mod kunder fra Frederikshavn, siger Michael Frederiksen. Centret i Viborg med 35 butikker har samme størrelse som Metropol.