Aalborg

Butikschef fratrådt

Hurtig sortie af endnu en butiksbestyrer

FREDERIKSHAVN:Butiksbestyrer Lars Jespersen, SuperBrugsen i Søndergade, er pludseligt fratrådt. Det skete tirsdag i sidste uge. Sidst i januar fratrådte uddeleren i DagliBrugsen i Strandby med øjeblikkelig virkning, og her skulle årsagen være samarbejdsproblemer med personalet. I SuperBrugsen skulle der angiveligt ligge uoverensstemmelser mellem Lars Jespersen og FDB til grund. - Lars Jespersen har søgt et andet job i Midtjylland, og har fået bevilget afsked. Hans hurtige fratræden sker efter aftale, oplyser SuperBrugsens formand Niels Otto Christensen. At der var kommet "lidt kurre på tråden" mellem butiksbestyreren og hans arbejdsgiver, bekræftes dog af Niels Otto Christensen, der ikke har yderligere kommentarer hertil, men henviser til Lars Jespersen selv. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Jespersen, der var ansat i SuperBrugsen i tre og et halvt år og senest har stået i spidsen for den omfattende indvendige ombygning af butikken. Den har 15 ansatte inklusive ungarbejdere. Niels Otto Christensen siger, at den ledige stilling som butiksbestyrer er opslået internt med tiltrædelse 1. april. Indtil da ledes butikken af Gunnar Severinsen, der er souschef i Færø-afdeling i Aalborg. - I øvrigt er vi så tilfredse nu, hvor indretningen er færdig. Vi mangler lidt udvendige ændringer af P-pladsforhold og det lille grønne anlæg over mod boligforeningen, som vi gerne skulle have lavet i foråret, tilføjer Niels Otto Christensen. - Desuden håber vi også, at det kan falde på plads med at åbne de tre mindre udlejningsbutikker ud mod gågaden, på trods af at det i første omgang blev et nej fra kommunen på grund af de gamle træer, der står i vejen for at kunne lave indgangspartier til forretningerne. - Man kan jo synes, det er underligt at have en gågade, hvor der ikke må være butiksfacader, så lad os nu se, om ikke der kan findes en mindelig løsning, håber Niels Otto Christensen.