Butikskæde ærgrer sig

Martin Frandsen
Rema 1000 fastholder, at de med en butik på Lundbakvej også kommer til at kunne sige på gensyn i Pandrup til kunderne. Arkivfoto: Bent Bach
Pandrup 9. oktober 2016 10:59

PANDRUP: Coop Danmarks klage til Naturklagenævnet over planerne, som tillader Rema 1000 at bygge ny forretning på Lundbakvej i Pandrup vækker dyb irritation hos Jan Poulsen, direktør i Reitan Ejendomsudvikling, som bygger og udvikler Rema 1000 butikkerne.

- Det er meget ærgerligt. Vi ville gerne i gang hurtigst muligt. Generelt er jeg ked af, at vi har et klagesystem, hvor man for nogle hundreder kroner kan forsinke et projekt til rigtig mange tusinde kroner, som vi oplever, det er sket de senere år, siger Jan Poulsen.

Som omtalt torsdag så er byggeriet af en ny Rema 1000 butik på Lundbakvej ud mod omfartsvejen udsat, da Naturklagenævnet nu skal behandle klagen over den af kommunalbestyrelsen vedtagne lokalplan og tillægget til kommunalplanen, der åbner for en dagligvarebutik på Lundbakvej.

Coop mener ikke, der er dokumentation for, at der behov for en sådan butik i den anden ende af byen, mens Kiwi, SuperBrugsen og Coop Danmarks Fakta er placeret i den nordlige del af Pandrup.

Jan Poulsen lægger ikke skjul på, at en klage er fordyrende og giver en masse usikkerhed og uafklarede forhold.

- Vi oplever jo, at en klage bliver afvist ni ud af 10 gange, men den 10. gange bliver der givet medhold. Det er ligesom russisk roulette, siger han.

En klage sætter en helt masse i står og giver en masse udgifter.

- Det kan være, man har ansat en købmand, som har sagt op et andet sted, men nu bare skal gå på græs, fordi butikken forsinkes. Eller at man forud har betalt for betonelementerne til byggeriet, fordi der er rift om at få fat i dem, siger Jan Poulsen og tilføjer.

- Jeg er ked af det, når det er konkurrerende kæder, som kommer med klagen. Man kan frygte en situation, hvor alle kæder, der er i konkurrence med hinanden bare klager løs for at forsinke projekterne. Det er et uværdigt system.

Men direktøren er sikker på, at Rema 1000 kommer til også Pandrup.

- Og den kommer til at ligge på Lundbakvej. Sker det ikke i første omgang, så sker det i anden, siger Jan Poulsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...