Tyverier

Butikstyv kan ikke udvises

KØBENHAVN:Det var forgæves, da Københavns Politi forsøgte at få smidt en polsk butikstyv ud af landet. Det er tredje gang inden for få måneder, at den 21-årige polak bliver dømt for butikstyverier, men alligevel vurderede landsretten, at betingelserne for en udvisning ikke er opfyldt. Udlændinges kriminalitet skal nemlig udgøre en alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser, hvis man skal udvise en EU-borger. Derfor blev manden kun straffet med fire måneders fængsel. Dermed stadfæstede landsdommerne dommen fra Københavns Byret. Det var især i apoteker på Amager, at manden forsynede sig med hudplejeprodukter, men også supermarkeder og telebutikker gik han på rov i. Under sagen har han selv forklaret, at han har en dansk kæreste og planlagde at arbejde her som dørmand. Regeringen og Dansk Folkeparti indgik for nylig en aftale på udlændingeområdet, der opfordrer anklagemyndigheden til oftere at kræve udvisning af kriminelle udlændinge. Men den aktuelle dom viser, at det nemt kan vise sig at være et slag i luften. Selv ikke når anklagerne anker byretsdomme, lykkes det dem at få udvist langfingrede gæster fra EU's medlemslande. /ritzau/