Tyverier

Butikstyve også sigtet for vold

De to butikstyve, der fredag eftermiddag blev anholdt af butiksindehavere i Pandrup og Kaas, er også sigtet for umotiveret vold mod en 16-årig dreng i Aabybro.

Først dukkede de to tyve op hos AL Sport i Pandrup. Indehaver Tommy Bach opdagede, at de to unge mænd forsvandt med varmt overtøj. Han fik hjælp af en genbo og sammen fik de vristet tøjet fra tyvene. De to unge fortsatte derefter til Spar i Kaas, hvor de tog en indkøbsvogn, som de læssede med varer fra lageret. - Politiet overtog i Aabybro de to unge mænd, en 33-årig fra Vodskov og en 36-årig fra Nørresundby, fortæller vicepolitikommissær Gerner Kannegaard, leder af Nærpoliti Jammerbugt i Pandrup. - De er desuden blevet genkendt som gerningsmænd til vold mod en 16-årig dreng, der gik på Kattedamsvej sammen med nogle kammerater. Helt umotiveret tildelte de to en række knytnæveslag i ansigtet på den 16-årige, fortæller Kannegaard.