EMNER

By Night i Farsø samlede mange folk

Kviknissen Pyt og fyldte julesokker gav glæde og begejstring hos de mange børn

FARSØ:Det var lige før, at der var kamp om parkeringspladserne omkring rådhuset og rådhuscentret, da Farsø Handelsstandsforening holdt længe åbent torsdag aften. Men der var også mange trækplastre denne aften. 335 af kommunens børn kunne hente deres fyldte julesok med alt muligt godt fra byens butikker. Og på centertorvet var der endnu mere guf til børn og barnlige sjæle. Farsø havde nemlig besøg af kviknissen Pyt, kendt fra DR-julekalenderen Nissernes Ø. Og hun havde sit publikum i sin hule nissepigehånd, for over 400 børn sang med på sangene fra julekalenderen. De sang også med, da Pyt - alias sangeren Trine Gadebjerg - fik sin fødselsdagsgave. Pyt er nemlig en meget ung nisse, men 250 års fødselsdagen blev allligevel markeret med gaver, fødselsdagssang og kagemand. Programmet blev en kende stramt, for der herskede nogen tvivl om starttidspunktet, men Pyt fik sine gaver og børnene fik en god oplevelse at tage med hjem i vintermørket. Der er også tilfredshed at spore hos formanden for Farsø Handelsstandsforening, Jens Røschmann. Tilfreds formand - Vi var lidt bange for vejret til at begynde med, for det regnede temmelig meget i løbet af dagen. - Men da vi kom op i nærheden af klokken 19, begyndte der at komme folk, siger Jens Røschmann. Den udtalelse vil NORDJYSKEs udsendte gerne skrive under på, for da vi - fotografen og journalisten - forsøgte at komme ud til parkeringspladsen via centertorvet, måtte vi hurtigt opgive. Der var ganske enkelt sort af mennesker. - Jamen, der var virkelig mange folk i byen den aften, og det er vi her fra handelsstandsforeningen utroligt glade for, siger Jens Røschmann. Farsø fortsatte sine julefestligheder både lørdag og søndag, hvor det især var søndagen, som stod i julens tegn. Der var tattoo med Randers Pigegarde, og der blev serveret gløgg og æbleskiver i byens butiksgader. Og så må vi heller ikke glemme det store nisseoptog, der gik gennem byen søndag eftermiddag.