Øster Vrå

By spækket med underholdning

LENDUM: Det er ikke småting, der kommer til at foregå på gader og stræder i Lendum, når landsbyen fredag aften 13. juni inviterer til Open by Night. Line Dance, Grand Prix-pigen Line Jensen, Hjørring, der for nylig vandt et heat af Se og Hørs musikdyst, fjernstyrede biler og hestevognskørsel er blot nogle af aftenen tilbud. Boder og enkelte butikker vil endvidere holde åbent, og Hjemmeværnet er klar til at udstyre interesserde med skudsår og åbne kraniebrud - med sminke. Og på forhånd kan vi bringe en lille advarsel, idet Sindals landbetjent Peer Jensen har tænkt sig at møde op for at tjekke cykler med henblik på at uddele præmier til de cykler, som er i god stand. Samtidig skulle der blive mulighed for at sidde på bagsædet i en patruljevogn, hvis man da ikke har prøvet det før. Nogle gange kan det jo være en god ide sådan at se tingene lidt for oven, og det får man i den grad chancen for ved Open by Night, idet et firma fra Øster Vrå er villig til at hejse interesserede op i 50 meters højde. Løjerne rundes af med fyrværkeri, der sendes afsted fra brugsens tag. tn