Byarkitektur - fra slemt til værre?

Debat

Byrådet behand&lede den 25.1.2012 et lokalplanforslag for det såkaldte nye rådhus (NT 31.1.2012). Jørgen Bing, SF foreslog en arkitektkonkurrence med det formål at opnå høj arkitektonisk kvalitet for den kommende ombygning. Han citeres for at sige, at" Codanhus ikke just er byens darling. Den er snarere en grim ælling, det aldrig lykkedes at udvikle til en svane". Økonomiudvalget har i 2011 været på studietur til Hamborg, og så vidt det forstås, har man haft udbytte af turen. I hvert fald havde man i Hamborg erfaret, at byplanlægning med god arkitektur var mulig. Åbenbart en øjenåbner for udvalget! Men, men, men. Tiden er åbenbart ikke moden til at praktisere den visdom i Hjørring. Knud Størup fra Lokallisten lover dog, at det i fremtiden skal være slut med at dispensere fra lokalplaner" dagen efter, de er vedtaget". I tilfældet Codanhus er der tale om en bygning, der i høj grad præger bybilledet. Der er tale om en bygning, der skal huse den kommunale administration og byens vise fædre og mødre. Der er tale om et rådhus, der ikke alene er kommunens ansigt udadtil, men også har en placering som byens hjerte. Vi ser i samme artikel et simuleret arkitektbillede. Sædvanligvis fremstilles den slags billeder i et fordelagtigt lys (læs forskønnet). Det kan betyde, at selv det mindre skønne bliver spiseligt. I dette tilfælde har arkitektfirmaet enten været ærlige, eller også kan man frygte det, der er værre, og så bliver det virkelig slemt. Et fort med skydeskår er vores umiddelbare association. Signaleffekten kan måske bevirke, at kommunens borgere holder sig borte, men det er vel ikke meningen. Det virker helt forkert. Hvorfor ikke imødekomme Jørgen Bings forslag om at udskrive en arkitektkonkurrence. Tja, borgmesteren er refereret for, at sige, at storentreprenøren Enggaard er interesseret i at skabe noget smukt! Ja, man har da lov at håbe, men det er vel ikke firmaets primære mål, og visse spor skræmmer her i byen. Ole Ørnbøl, socialdemokraterne, bebrejdede Jørgen Bing, der er formand for Teknik-og Miljøudvalget, at han ikke havde rejst forslaget om en arkitektkonkurrence i udvalget frem for i Byrådet. Ja, det kan man vel undre sig over, men at det skulle være et argument for at lade være, forekommer højst ejendommeligt. Man kunne også rose ham for at have tænkt sig om. Borgmesteren havde endnu et skud i bøssen:"…at tegnestuen næsten er færdig med alle tegningerne…". Er det en afsløring af en praksis, som endnu en gang understreger, hvem der styrer byplanlægningen ? En afsløring for åbent tæppe, der er værd at forfølge. At erfaringerne fra Hamborg skal vente, kan vi ikke forstå. Kom igen og tænk på vores by. Tænk på, hvor mange år, det skal holde. Codanhus var fra begyndelsen en arkitektonisk skandale. Lad os forhindre, at vi går fra slemt til værre.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.