Tylstrup

Bybuschauffør med benet på instrumentpanel HENSYNSLØST: Medtrafikanterne fik et chok ved synet og søgte forgæves at få chaufføren til at tage benet ned igen

Der er ingen tvivl om, at den pågældende bybuschauffør hyggede sig gevaldigt under sin kørsel på motorvejen med det ene ben henslængt mageligt op mod instrumentbrættet. Foto: Mogens Pedersen

Der er ingen tvivl om, at den pågældende bybuschauffør hyggede sig gevaldigt under sin kørsel på motorvejen med det ene ben henslængt mageligt op mod instrumentbrættet. Foto: Mogens Pedersen

AALBORG:Adskillige nordjyske bilister fik sig noget af et chok, da de i går formiddag så en særdeles afslappet bybuschauffør med det ene ben mageligt henslængt over instrumentpanelet foran sig, mens han kørte den tonstunge regionalbus i høj fart på motorvejen i sydlig retning. Chaufføren var i fuld uniform, og den venstre arm var lige så mageligt placeret hen over det venstre ben. Der var ingen tvivl om, at manden hyggede sig i sin bus, mens han var på vej mod Støvring. Skiltet i forruden fortalte, at der var tale om linje 60 E, der bl.a. kører til Støvring via motorvejen. Den meget nonchalante kørsel er faldet andre bilister alvorligt for brystet, og selv om der blev signaleret til manden om at tage benet ned fra instrumentbrættet, så vinkede chaufføren dog bare lystigt og grinende tilbage til de forargede medtrafikanter. Topmål af idioti Den hensynsløse kørsel faldt bl.a. Mogens Pedersen fra Dronninglund for brystet. Han siger til NORDJYSKE, at det er topmålet af idioti at køre en offentlig bybus på den måde. - I første omgang signalerede jeg til den mandlige chauffør, at han skulle tage benet ned fra instrumentbrættet og koncentrere sig om sin kørsel. - Men han grinede bare og foretog sig ingenting, mens han kørte videre i sin afslappede kørestilling. - Jeg blev ærligt talt både gal og forarget over en så hensynsløs måde at køre en kæmpestor bus på. - Efter min opfattelse er en sådan kørsel til fare for trafiksikkerheden, og det er hverken ret eller rimeligt, at en såkaldt professionel chauffør opfører sig på den måde i trafikken, understreger Mogens Pedersen. Han siger videre, at den noget særprægede og hasarderede kørsel fandt sted klokken ca. 10.50 torsdag formiddag på motorvejen lidt nord for Svenstrup-afkørslen. - Det er totalt uforsvarligt at køre sådan, og jeg synes ærligt talt, at det er en skærpende omstændighed, at manden jo er på arbejde i sin bus. - Jeg nåede ikke at se, om der rent faktisk var passagerer i bussen, men jeg kan for mit eget vedkommende sige, at jeg nødigt ville have været der selv, siger Mogens Pedersen, der brugte sin mobiltelefon til at tage nogle billeder af den utroligt magelige chauffør. Et dårligt signal NORDJYSKE har forelagt sagen for Nordjyllands Trafikselskab (NT), og Ole Schleemann, der er økonomi- og planlægningschef, siger, at han tager al mulig afstand fra en sådan chaufføroptræden. - Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at den pågældende chauffør ikke er ansat hos NT men derimod hos Tylstrup Busser, som kører ruten for os. - Men det er ikke et godt signal at sende til sine omgivelser og eventuelle passagerer at køre på en så skødesløs måde. - Færdselsloven skal naturligvis overholdes, og min holdning er, at chaufførerne skal fremstå som et godt eksempel for passagerer og andre trafikanter. Ole Schleemann siger videre, at man nu vil tage kontakt til Tylstrup Busser for at få en redegørelse for sagen. Ejeren af Tylstrup Busser, Leif Larsen, fastslår over for NORDJYSKE, at han ikke vil tolerere, at hans chauffører opfører sig som beskrevet i trafikken. - Mine chauffører skal køre med begge ben på gulvet og ikke henslængt hen over instrumentpanelet, ligesom de også skal have begge hænder på rattet. - Vi skal foregå med et godt eksempel udadtil, og vores kunder skal ikke føle, at de kører med en uansvarlig chauffør. Leif Larsen siger, at det drejer sig om en chauffør, der har været ansat i firmaet i lang tid. - Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at tale med den pågældende chauffør, men vi skal naturligvis hurtigst muligt have en alvorlig snak om sagen. Belastende billeder - Jeg hverken kan eller vil tolerere en sådan kørsel, og det skal han nok også få at vide, tilføjer Leif Larsen, der endnu ikke har set de belastende billeder af den magelige chauffør. - Først når jeg har snakket med ham, afgør jeg, om episoden i givet fald skal have eventuelle arbejdsmæssige konsekvenser for vedkommende, siger Leif Larsen.