Byd ind på den bedste natur

Nordvestjylland har mange bud på gode kandidater til Danmarks Naturkanon.

Bulbjerg har nogle kvaliteter, der gør lokaliteten til en nordvestjysk kandidat til Danmarks naturkanon. Arkivfoto: Peter Mørk

Bulbjerg har nogle kvaliteter, der gør lokaliteten til en nordvestjysk kandidat til Danmarks naturkanon. Arkivfoto: Peter Mørk

- Man skal ikke lade sig begrænse. Tværtimod. Jo flere forslag, der kommer, jo flere naturområder i Nordvestjylland vil være med, når de naturområder, der skal med i Danmarks Naturkanon, vælges ud. Skovfoged Thorbjørn Nørgaard, Skov- og Naturstyrelsen, Thy, er på søndag, 15. februar, arrangør af et møde på Naturcenter Fosdalen, hvor miljøminister Troels Lund Poulsen (V) vil debattere den danske naturkanon, som ventes klar til efteråret 2009 med en beskrivelse af det smukkeste og mest væsentlige i den danske natur. - Mødet på søndag skal blandt andet sætte fokus på debatten om Danmarks Naturkanon, som er i fuld gang lige nu. Alle kan være med, og det vil kun være dejligt, hvis der kommer mange forslag fra Nordvestjylland, for vi har masser af natur at byde ind med, siger Thorbjørn Nørgaard som i den forbindelse peger på flere af øerne i Limfjorden, Bulbjerg, klithederne i Nationalpark Thy - og de vidtstrakte strand- og klitlandskaber ved Blokhus. - Men der er masser af andre gode eksempler, som vi håber at få frem, og mødet på søndag skal gerne vise, at man ikke behøver at lade sig begrænse i sit valg af forslag. Der er mange, også små lokaliteter, som også kan bringes i forslag, siger Thorbjørn Nørgaard. I forbindelse med arrangementet på Naturcenter Fosdalen gennemføres en inspirationstur i området, hvor der sættes fokus på nogle af de temaer, der kan indgå i den endelige udpegning til Danmarks Naturkanon; Fugle, dyreliv, geologi samt landskaber og naturtyper. Søndagens møde på naturcenter Fosdalen er det ene af to møder i Nordjylland. Det andet holdes ved Råbjerg Mile med Skov- og Naturstyrelsen, Vendsyssel som arrangør. Debatten om natur og landskaber, der kan være med i en dansk naturkanon, afvikles frem til foråret og kan følges på hjemmesiden: