Brandstiftelser

Bydel ramt af nye påsatte brande

Med to nye brande i weekenden fortsætter efterårets række af ildspåsættelser i Frederikshavn

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mads Overmark, der er lærer, måtte for anden gang på under et halvt år se sit udhus hærget af flammerne på grund af en ildspåsætter. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Klokken seks søndag morgen blev Mads Overmark vækket af blå blink og flammer udenfor sit hjem på Ørnevej i Frederikshavn. Få minutter efter blev der ringet 112 fra Lundevej ikke langt derfra, hvor der var ild i en garage. I begge tilfælde var der tale om ildspåsættelse, siger politiet. - Det er da uhyggeligt, at der render én rundt og sætter ild til ting, men det er da godt, at det kun er, hvor der ikke bor nogen. Men det kan jo hurtigt brede sig, siger Mads Overmark, hvis udhus er brændt. Og det er ikke første gang, han vågner op til ildebrand og politi. I august sidste år, havde ildspåsætterne også fat i udhuset, men den gang gik det langt værre. - Sidste gang røg også bilen og campingvognen, fortæller læreren, der ikke lader sig skræmme af, hvad der nærmest kunne ligne forfølgelse. - Det er selvfølgelig ubehageligt. Men jeg er da ikke skræmt fra vid og sans, siger han. Ifølge politiet tyder alt på, at der er tale om ildspåsættelser. Både på grund af den korte afstand i tid og sted, og fordi naboer har hørt ruder knuse og set en person forsvinde fra stedet. Mellem august og oktober sidste år var Frederikshavn ramt af 13-14 brande, hvor flere af dem med sikkerhed var påsatte. Alle brande var inden for en radius af en kilometer. De to brande søndag morgen ligger i det samme område. - Det er klart, at vi kigger på en sammenhæng med de tidligere brande, men indtil vi kan få teknikere herud mandag morgen, kan vi ikke sige, om det er de samme gerningsmænd, siger vagthavende Henrik Hyldig fra Nordjyllands Politi. Indtil videre har politiet ingen spor at gå efter, og de mener, den bedste mulighed for at fange gerningsmanden eller mændene, er gennem befolkningen. - Vi appellerer til befolkningen om at holde ekstra øje med, hvad der sker i området. Det er gennem dem, der kender området godt, at vi skal have hjælp til at komme en gerningsmand nærmere, siger Bruno Brix, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi .