Hjørring

Bydelscenter skal kulegraves

Det påtænkte bydelscenter med et Fakta i Hjørring bliver nu sat yderligere under lup. Økonomiudvalget har bedt teknisk forvaltning om et ekstra notat om trafik- og miljøforhold. Planerne har allerede været ude i en såkaldt for-offentlighedsfase. Det har ført til seks indsigelser, der blandt andet har kritiseret den forøgede trafik- og støjmængde ved et nyt Fakta. Politikerne er meget opmærksomme på, at Skagensvej er stærkt belastet af trafik. Netop et af kritikpunkterne fra en af naboerne på Snehvidevej og fra forældrebestyrelsen for Børnehaven ved Bjergene og Vuggestuen Mariehønen. Forældrebestyrelsen ved de to institutioner har udtrykt stor bekymring over den trafikale udvikling. Bestyrelsen er overbevist om, at et Fakta på stedet vil få endnu flere biler til at bruge Skagensvej.