Byen får sine nye idrætshaller

Investor klar med et lån, så byggeriet kan komme hurtigt igang

Lokalpolitik 18. oktober 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Siden februar har Frederikshavn Kommune jagtet investorer, som ville skyde penge i en træningshal ved isstadion og en messe- og idrætshal på Rimmens Allé. Nu er jagten indstillet: - En investor er kommet på banen - finansieringsdelen er på plads, Lokale- og Anlægsfonden har sagt ja til at yde et lån, og samtidigt slipper vi for at deponere en del af byggerisummen, og det betyder, at vi nu kan sige "go" til projekterne, siger borgmester Erik Sørensen. I første omgang var planen at kommunen selv skulle finansiere de 75-85 millioner kroner til byggerierne, men det kunne den ikke uden et lån - og her kræver staten, at kommunen deponerer et tilsvarende beløb som garanti. Men i kommunekassen var der ikke luft til at tilsidesætte så stort et beløb, derfor søgte den om at blive fritaget for deponering - det afslog Indenrigsministeret. Nu har kommunen imidlertid fået en deponeringsfritagelse på 43 millioner kroner, og med Lokale- og Anlægsfonden i baghånden kan byggerierne realiseres. Det er et indviklet regnestykke - men som det ser ud på nuværende tidspunkt, bidrager kommunen med 43 millioner kroner - resten kommer i form af lån fra Lokale- og Anlægsfonden, som iøvrigt også har ydet et tilskud til byggeriet af det Musiske Hus. Med i toppen Formændene for de to styregrupper, Henrik Andersen og Per Malmberg, fra henholdsvis Frederikshavn Iscenter og Arena Nord, fik overbragt den glædelige nyhed af borgmesteren. - Vi er utroligt glade og begejstrede, og inderst inde siger vi også "endelig", for det her har vi kæmpet for i syv-otte år, og jeg er mange gange kommet hjem og har sagt "nu bliver det til noget, for så at se det falde til jorden". Men denne gang lykkes det, det er jeg hundrede procent sikker på, siger Per Malmberg. Han glæder sig iøvrigt også over, at alle 23 byrådspolitikere har bakket op om budgettet og dermed også om idrætsprojekterne. Men byggeriet er også vigtigt for en videreudvikling, mener Per Malmberg. - Vi har for første gang i år oplevet, at tv-stationer ikke vil komme og dække en håndboldkamp direkte, fordi faciliterne er for ringe. Og så vælger de ofte et andet sted. Hvis vi ikke får forbedret faciliteterne, ender vi i anden klasse, forudser Per Malmberg. Nu venter der de to foreninger en række planlægningsopgaver - der skal blandt andet laves en detailplanlægning, og der skal kigges på den endelige placering og hvordan bygningen helt præcis skal se ud. Ifølge planen bliver træningshallen bygget først og herefter kommer turen til messe- og idrætshallen, som ventes klar til indvielse i januar 2004.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...