Byen og kærligheden

Transformator-udladning om byen Aalborg og dens sjæle

Stoffet er kommet strømmende fra alle sider, alle de forskellige kunstarter har bidraget - lyrik, sang, musik, billedkunst, drama, prosa. Og hele byen har stået bag: Masser af beretninger på nettet, på blog og masser af små historier og øjebliksbilleder i dagbøger, lagt ud på byens cafeer. - Det er bastard-kunst, vi vil lave, det er en del af Transformator-konceptet, vi vil samle og udvikle en forestilling, der lever af den ekstra energi, der genereres på et teater som Aalborg Teater, hvor der arbejdes med kunst fra så mange sider på én gang, et ophobet overskud af elektricitet, som vi skal have udladet, siger lederen af Transformator Scenen, Jakob B. Engmann, også selv skuespiller og medvirkende i forestillingen. "Aalborg - Jeg elsker dig" hedder den, både som udgangspunkt og vision og som færdig forestilling med premiere onsdag. - Det er en stor og svær forestilling at lave, men vores konstruktion som en scene i forlængelse af det store teater, betyder at vi faktisk får al den tid og alle de ressourcer, der er nødvendige for at lave det - i sådan en flot blanding af vores eget personlige engagement og teatrets generøsitet som institution med en ambition om at bakke eksperimentet op, siger han. Han kalder stykket en "kærlighedserklæring". - Men det er også det modsatte, for ens forhold til den by, man lever som en del af, og som bliver en del af én selv, er splittet. Så det er et af de mål, vi har sat os med dette projekt, at vise både ret og vrang, nat og dag, i en by, der fylder voldsomt meget i det liv, der leves i den. Der er virkelig mange udtryk, musik og dans, karneval og drømme, kærlighed og stoffer og både ind i- og ud af-kroppen-oplevelser siger han. Der er fire på scenen i mange roller og i en kalejdoskopisk forestillingsstil, der skal føre publikum langt omkring i både tid og rum og psyke. De fire er Jakob B. Engmann, Laura Kold, Simon Stenspil og Mads Hjulmand. Instruktør er Maria K. Sunesen, 25 år og fjerdeårselev fra Statens Teaterskoles instruktørlinje. "Aalborg - Jeg elsker dig" er hendes svendestykke. - Og det er - som det skal være - en meget realistisk instruktøropgave, jeg har fået her. Det har været stort og svært og uoverskueligt til tider, men også fantastisk og frugtbart at arbejde på denne her måde. Vi har arbejdet tæt sammen, alle sammen, også alle bag scenen, på at samle og udvikle forestillingen ud af alt det materiale, der er samlet ind. Det er klart, at jeg som instruktør altid har haft det sidste ord, men vi har virkelig løftet i flok i en proces, hvor alle har taget ansvar og alle har bidraget. Masser af diskussioner - vi har flere gange haft en rigtig glad følelse af at det må have været sådan det var at lave gruppeteater dengang i tresserne og halvfjerdserne, fortæller hun. Hun er ikke selv fra Aalborg, men hun har researchet meget. - Og Aalborg er en stor, uoverskuelig størrelse at researche i begyndelsen, når man kommer udefra. Men heldigvis har jeg haft masser af hjælp til at jagte byens sjæl, både fra kollegerne på teatret - og det er næsten ingen af dem, der er fra Aalborg heller - og fra de kunstnere og andre bidragydere, der har budt ind, byens egne stemmer, siger hun. - 10 hjerner tænker bedre end én. Det er meget sjovere at lave tingene sammen - hvis man selv kom med det hele klar, kunne man jo lige så godt have premiere aftenen efter, siger hun. De andre på holdet bag forestillingen er bl.a. scenograf Simon Witzansky, koreograf Sandro Masai, lysdesign Ida Prag, lyddesign Jonas Hvid, sceneformand Anders Sørensen, forestillingsleder Dagmar Johansen, dramatiker Kristian Erhardsen, dramatiker Barbara Borchorst, poetry slammer Mads Bjergen, VJ Kristian R. Ellestad, sangskriver Bjarke Kirk, billedkunstner Dennis Seide, pressepedel Casper L. Thomsen og tryllekunstner David Tholander. "Aalborg - Jeg elsker dig" spiller til og med 10. december.