Byen rundt på to, tre og fire hjul

Forpustede cykelryttere slæbte 56.376 kroner ind til fordel for håndbolden

Trafikulykker 1. september 2003 06:00

SINDAL: Familiecyklen kørte ikke så mange omgange, men de ni repræsentanter fra Efterløberne af 1988, som skiftedes til at træde de fire sæt pedaler på cyklen, trampede alligevel 6.316 kroner ind til håndboldafdelingen, fordi de havde et stort antal sponsorer i ryggen. Dermed blev de topscorer på pengesiden. Hver gang der var kørt en omgang og familiecyklen kom ind i depotområdet på Nørretorv, så opstod der travlhed på omtrent samme måde, som når der i pit-området i Formel 1 løb skiftes fire dæk. Her var det dog menneskene, blev skiftet ud, men ude på ruten gik brødmotoren i det firehjulede køretøj stadig mere adstadigt. Så var mere fart på den trehjulede cykel kørt af den erfarne VVS-mand Mogens Larsen, der selv var overrasket over, at han kunne køre 19 km i den time, som cykelsponsorløbet varede. Det så ret faretruende ud, når han lagde an til svingene omkring Nørretorv, hvor det ene hjul altid slap taget i asfaltet og hvor pedaler og kæde pludselig fik et voldsomt friløb. - Lidt sjov skal vi da ha', men det går ud over mine sponsorer, at jeg kørte så stærkt. Det havde jeg slet ikke regnet med, sagde Mogens Larsen bagefter. Fut i Raketten Da startskuddet til sponsorløbet lød var det fra to af deltagerne Peer Jensen og Jørgen Hjørringgaard, der havde forsynet deres tandem med et mindre arsenal af hundepropper. Det var andet år at landbetjenten og den tidligere vinder Jørgen Hjørringgaard, der kort tid efter at have vundet løbet for et par år siden kom ud fra en dramatisk trafikulykke, stillede op sammen. Og i år var der kommet rigtig gang i Raketten, som de har kaldt deres køretøj. De imponerede med at køre 28 km, men komme i nærheden af vinderen kunne de dog ikke. Dobbelt op Ungdomsrytteren Rune Kristensen viste fortsat fremgang fra de forrige års deltagelse, og han lagde så hårdt ud, at han allerede passerede Niels Regnar Sørensen med en omgang, da han kørte ud på trejde omgang. Og det tempo holdt begge hele vejen, så Rune Kristensen blev noteret for 36 km, mens politikeren kun kørte 17 km selv om han havde en indsamlingsbøsse for Sindal Mølle på bagsæden. Den var ikke ret megen medvind i.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...