Detailhandel

Byens 5. supermarked åbner 10. juni

Fem lokale medarbejdere ansat til at passe den nye forretning i Brovst

BROVST:Fra begyndelsen af næste måned skal forbrugerne i Brovst bruge endnu mere tid på at studere priser på dagligvarer. For fredag 10. juni åbner byens femte supermarked, Aldi, i den nye bygning på grunden, hvor hotellet tidligere har ligget, og det vil uden tvivl sætte yderligere gang i priskrigen. Selv om streng vinter og en voldsom storm har generet det kombinerede erhvervs- og boligbyggeri på hotelgrunden, når Aalborg-byggefirmaet Søren Bernhard A/S lige nøjagtigt at blive færdig med den del af byggeriet, hvor der skal være supermarked, så det som aftalt kan overdrages til Aldi onsdag 1. juni. - Vi har måttet arbejde på højtryk, og det gør vi stadig, men vi bliver færdige til tiden, siger tømrermester Jørgen Johansen fra byggefirma Søren Bernhard. - Vi rykker ind 1. juni, og så har vi god tid til at blive klar til åbningen fredag 10. juni, siger udviklingschef Thomas Andersen fra Aldi Vest i Kolding. I værste fald ville vi kunne klare indretning af butikken på tre dage, som så ganske vist ville blive hektiske. Aldi-supermarkedet i Brovst, der får indgang fra gården i Kirkegade, har en standardstørrelse på 800 kvadratmeter. Aldis varesortiment er det samme, uanset om butikken ligger på Sjælland, i Tønder eller i Nordjylland. Med butikken i Brovst når Aldi på landsplan op på 240 supermarkeder. Deraf ligger de 135 i Jylland, og deraf igen 25 i Nordjylland. Til at passe supermarkedet i Brovst er ansat fem medarbejdere, oplyser distriktschef Lise Lotte Jensen fra Aldi. Der var et halvt hundrede ansøgere til stillingerne. To af medarbejderne i det nye Aldi-supermarkeded er fra Brovst, to fra Fjerritslev og en fra Saltum. 23-årige Marie Larsen fra Klim bliver butikschef. Hun har arbejdet hos Aldi i tre år, efter at hun blev udlært hos Spar i Fjerritslev. De seneste måneder har hun været butikschef i Fjerritslev. - Jeg blev opfordret til at tage jobbet i Brovst, og det glæder jeg mig til, siger Marie Larsen. Butikschefen er ansat på fuld tid, mens de fire øvrige medarbejdere er ansat til 20 timers arbejde om ugen. Butikken vil have åbent mandag-fredag 9-19, lørdag 9-16 og søndag 10-17. Udover Aldi-supermarkedet kommer den nye bygning på hotelgrunden til at bestå af et par mindre erhvervslokaler samt otte andelsboliger på førstesalen og otte ældreboliger på andensalen. De to første andelsboliger bliver klar til indflytning i løbet af juni, og de seks øvrige indenfor et par måneder. Ældreboligerne ventes færdige til 1. oktober.