Tordenskioldsdage

Byens butikker skal være en del af Tordenskioldsdagene

Når Frederikshavn sidst i juni omdannes til 1717 skal byens butikker være med.

Jette Lyng, Majbrit Blokhus og Helle Nørgård Pedersen viste samhørighed, da de gik rundt til byens FREDERIK-medlemmer.
Foto: FREDERIK

Jette Lyng, Majbrit Blokhus og Helle Nørgård Pedersen viste samhørighed, da de gik rundt til byens FREDERIK-medlemmer. Foto: FREDERIK

- Det er synd for forretningerne, at de aldrig rigtigt har taget Tordenskioldsdagene til sig, og det samme gælder den anden vej. Det er vi på vej til at lave om på nu. Det siger handelschef Helle Nørgård Pedersen fra handels- og virksomhedsforeningen FREDERIK. Derfor har hun valfartet rundt i byens butikker de sidste dage. Der skal nemlig være samhørighed, når en af byens absolut største turistmagneter, Tordenskioldsdage i Frederikshavn, løber af stablen sidste weekend i juni. - Forventningen er, at Tordenskioldsdagene kan trække ikke under 40.000 gæster i år. Med så mange gæster er vi da for dumme, hvis vi ikke prøver at få dem ind i butikkerne, understreger hun. Besøget rundt i FREDERIK-butikkerne blev derfor visuelt understreget med en flot udklædt handelschef, der, flankeret af Jette Lyng fra Tordenskioldsprojektet og Majbrit Blokhus fra FREDERIK, gik rundt og viste byens forretningsindehavere, hvordan de kan bakke op og vise vilje til samarbejde. - Vi har været rundt med tøj, som butikkerne kan købe til produktionspris. Ideen er, at folkene i butikkerne skal have Tordenskioldstøj på og holde åbent til klokken 17.17 lørdag 27. juni, fortæller Helle Nørgård Pedersen. Umiddelbart ser det ud til at kunne lykkes. - Langt de fleste har sagt ja. Jeg tror, at ud af 60 butikker, har kun to været negative. Resten har været positive. - Det er godt, for det er med til at styrke Frederikshavns sammenhold. Det er vigtigt at vi gør noget fælles, mener byens handelschef.