Byens Fest tager form

Byens Fest byder på nye tiltag - bla. en musikfestival for børn og unge

Mette Møller
Michael Østergaard, Henrik Clausen og Niels Rask er i gang med at arrangere fest i Ø. Brønderslev. Foto: Henrik Louis
1. maj 2012 15:05

Michael Østergaard, Henrik Clausen og Niels Rask fra Ø. Brønderslev snakker pænt meget sammen lige for tiden. De har nemlig påtaget sig en fælles opgave - at stå for en fornyelse af byens årlige byfest. Og der er tænkt mange nye tanker, som skal omsættes til praksis, og lige i denne tid skal det hele gerne samle sig til en højere enhed, for Byens ØBI Fest, som den hedder, løber af stablen fra 17. til og med 20. maj. Nye i festbranchen De tre herrer er nye indenfor byfest-planlægning. Byen havde i forvejen en byfest, men de tre havde lyst at sætte deres præg på den. - Vi synes, de har gjort det rigtigt godt, men vi syntes, at der skulle ske noget nyt. Så kontaktede vi ØBI, og vi har fået lov til at stå for det, fortæller Niels Rask. 20 optrædende foreløbig En af de helt nye ting bliver en børne- og ungdoms musikfestival hele dagen lørdag, og derfor har Niels Rask i den senere tid gået og spottet orkestre og solister, som skal optræde. Pt er der aftaler med ca. 20 optrædende. - Der er stadig plads til flere, siger Niels Rask. Blandt andre spiller King's Garden, der vandt titlen som byens bedste band for nylig, og også Juicy Troels, Grace og DJ Abdul er på plakaten. Scenen bliver bygget af en scene, som de har fået lov at låne af Brønderslev Idrætsforening, og overdelen til scenen kommer fra Bålhøjfestivalen, som er en årlig festival i Ø. Brønderslev, og Niels Rask glæder sig til at få sat en dag sammen, som vil vække glæde hos børn og unge. - Jeg glæder mig til det kaos, der bliver, smiler han. Musikfestivalen begynder om formiddagen med historiefortælling for de helt små. Plan med plejehjemmet Torsdag er der fodboldturnering om dagen, og lan-party i hallen og DJ i teltet om aftenen. - Vi vil gerne have børnene lidt mere i fokus, fortæller Michael Østergaard. Af samme årsag bliver der fredag en kæmpe grillfest, hvor skolen, børnehaver og dagplejere er specielt inviteret, og hvor der er børnevenlige aktiviteter. Samtidig er der også noget for voksne og ældre. - Vores mål med Byens Fest er at ramme alle aldersgrupper, siger Niels Rask. Søndag bliver en familiedag med trailermarked og kunst. Der bliver også fælles kaffe og rundstykker i teltet fra morgenstunden og siden et sildebord. Og dagens gudstjeneste er rykket ned i teltet. - Vi har en plan om, at vi skal have mange plejehjemsbeboere herned, siger Henrik Clausen. Nogle af de gamle traditioner er også bevaret i årets program - det er blandt andet et stort bankospil, tombola og hoppeborg. To timers vagter Organiseringen af hjælpere er et kapitel for sig, og her er tanken at få så mange som muligt på banen, men gerne til korte vagter på to timer, uden at man risikerer at miste sin arm, når man rækker en lillefinger. - Mange vil gerne hjælpe, og når de har hjulpet i to timer, så siger vi tusind tak, siger Niels Rask. 40-50 hjælpere pr. dag - Målet er at få 40-50 hjælpere per dag, siger Henrik Clausen. På den måde håber de, at man kan sikre et bredt og fælles ejerskab til festen - af samme grund kalder de den heller ikke en byfest, men Byens Fest. - Den hedder også Byens Fest, fordi vi gerne vil have et samarbejde med de foreninger, der er i byen. Det er nærliggende, at vi rykker tættere sammen, siger Michael Østergaard. Brikker på plads I den næste tid får de tre travlt med at få alle brikker til at falde på plads. Indtil videre har de det rigtigt sjovt i deres nye roller som fest-planlæggere, selv om det tager en del tid. - Det er lysten, der driver værket, konstaterer Henrik Clausen. Noget for børnene - Det er det med, at man kan være med til at lave noget for vores børn, supplerer Michael Østergaard. - Det med organisering synes jeg er fedt. At prøve at strukturere noget og se, om man kan skabe noget, som folk bliver glade for, og hvor de har lyst til at gøre en indsats, forklarer Niels Rask.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...