EMNER

Byens højeste trappetrin ligger i Danmarksgade

Det kan være svært at samle mod til at gå i single-klubben første gang

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ca­fé­stem­nin­gen er ikke til at tage fejl af hos Sing­le Rock.

AALBORG:Lyset skinner ud af kældervinduerne, og den hyggelige bar ser indbydende ud. Men for mange er det svært at tage de tre trin ned til Single Rock Caféen i Danmarksgade. - Det der dørtrin er det højeste i hele byen, selvom det er til en kælder. Der var en bekendt, som slæbte mig med herned til et foredrag. Det var svært at udstille sig selv om single, når man har været to i mange år, siger Mona Ryddeskov. Nu kommer hun ofte i singleklubben uden de mindste nerver og nyder det uforpligtende fællesskab, som hun værdsætter, da det ikke er et datingsted. Single Rock Café Nordjylland er for voksne, som ikke lever i tosomhed og har lyst til at møde andre, som også lever alene. Det handler ikke om at finde en at gå hjem med efter festerne, selvom det nogle gange kan være resultatet. Vej til nye venner Formand Palle Lenzing er selv kommet der gennem fem år og så det som vejen til at få nye venner. - Omkring 75 procent af dem, der kommer her, er fraskilte. Når man bliver skilt, mister man en masse venner, som vælger side, siger Palle Lenzing. Han kan mærke, at det nogle gange kan være svært at være den eneste single i en vennekreds af ene par. Nogle gange bliver man ganske enkelt ikke inviteret med. Selv har han ingen planer om at flytte sammen med en kæreste igen. - Jeg har fundet ud af, at jeg trives godt i mit eget selskab. Han føler, han har fået en ny frihed. - Jeg kan godt finde på at ringe til vennerne og spørge, om vi ikke lige skal tage ud at fiske lige nu. Hvis det er et par, så skal det altid planlægges, konstaterer Palle, som straks suppleres af Mona, der mener, det er fordi, par altid skal spørge partneren om lov først. Single Rock er, som navnet siger, for enlige, men det betyder ikke, at man får sparket, hvis man finder sig en kæreste. Mona Ryddeskov har lige fortalt de andre, at hun har mødt en mand. I praktik som par - Jeg er ude i praktik, som vi siger, men vi har ikke adressen sammen, så jeg kan sagtens fortsætte, smiler hun. Det sker ofte, at medlemmerne finder en partner, men der er ikke behov for en regel til at smide par ud af klubben. - Det går helt af sig selv, når folk først flytter sammen, så har de ikke lyst til at komme her, siger Elly Ejersted, der var med at til starte stedet i Aalborg op for seks år siden. Rigtig mange af singlerockerne, som de kalder sig selv, har børn. Derfor er der også flere arrangementer, hvor der er plads til at tage dem med. I denne weekend er der blandt andet en flok, som skal i Fårup Sommerland. - Vi vil til at gøre noget mere med børn. Det kan godt være svært, at det altid er far, mor og børn i stedet for single og børn, siger Mona Ryddeskov, som selv har haft sine børn med et smut på caféen.