Turisme

Dagture for svenskere - men de må ikke gå i land

Stena Danica vender tilbage fra 1. juli med dagture til Frederikshavn

Stena Danica vender tilbage med dagsture for svenskere til Frederikshavn uden landgang i Danmark fra den 1. juli.

Stena Danica vender tilbage med dagsture for svenskere til Frederikshavn uden landgang i Danmark fra den 1. juli.

FREDERIKSHAVN:I marts meddelte Stena Line, at passagerfærgen Stena Danica ville blive lagt til kaj, og at ruten mellem Frederikshavn og Göteborg ville blive besejlet af de mere fragtfokuserede fartøjer Stena Jutlandica og Stena Vinga. Fra den 1. juli vender Stena Danica tilbage i drift med dagture for svenskere.

Som følge af et kraftigt reduceret passagerantal grundet COVID-19 og de rejserestriktioner, der blev indført i Danmark, har Stena Line siden marts været nødsaget til at tage flere drastiske beslutninger. En af disse beslutninger var, at passagerfærgen Stena Danica blev lagt til kaj, og i stedet blev ruten mellem Frederikshavn og Göteborg besejlet af de to mere fragtfokuserede RoPax-fartøjer Stena Jutlandica og Stena Vinga.

De seneste måneder har Stena Line haft fokus på at holde varestrømmene i gang og sikre den vigtige forsyning mellem Danmark og Sverige samt de øvrige ruter i Europa med netop fartøjer som Stena Jutlandica og Stena Vinga.

Nu meddeler færgerederiet, at passagerfærgen Stena Danica vender tilbage i drift fra den 1. juli og midlertidigt erstatter den mindre færge Stena Vinga i sommermånederne juli og august.

- Vi ser en øget interesse for dagture til Danmark og en stigning i reservationerne hos vores svenske gæster. Derfor sætter vi Stena Danica midlertidigt i drift igen i højsæsonen, siger Carl Mårtensson, pressechef hos Stena Line.

Dagturene til Danmark indebærer dog, at rejsende ikke forlader færgen i Frederikshavn. Gældende danske rejsebegrænsninger tillader nemlig kun rejsende med særlige formål at komme ind i Danmark.

Ombord på Stena Danica vil der være særlige sikkerhedsforanstaltninger, så rejsende trygt kan færdes ombord. Disse foranstaltninger er gældende i hele Stena Lines flåde, inklusiv alle fartøjer i drift mellem Danmark og Sverige.

”For at tilbyde en sikker rejse med social afstand har vi reduceret antallet af passagerer per afgang og har indført adskillige tiltag for at øge sikkerheden ombord,” siger Carl Mårtensson.

Eksempler på sikkerhedsforanstaltninger ombord:

Social afstand, der er tydeligt markeret, samt reduceret antal passagerer per afgang

Begrænset udvalg og åbningstider i restauranter, barer og butikker

Personale bag kasseapparater er beskyttet af plexiglas, og kun kontaktløs betaling er tilladt

Ekstra rengøring og desinfektion af såkaldte ”hot spots”, som er steder, hvor mange mennesker opholder sig og berører eksempelvis samme gelændere, knapper og håndtag

Udvidede muligheder for god håndhygiejne og desinfektion af hænder med håndsprit

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.