Koncert

Formidabel oplevelse ved Krudttårnet

Kæmpe setup med 4200 tommer storskærme genrejste teaterkoncerterne

De mange tusinde tommer storskærme gav en nærhed og intensitet, som viser hvad dette nye format formår. Her er det Jimmy Jørgensen, der giver Fiskerklyngen nyt liv. Foto: Michael Madsen
De mange tusinde tommer storskærme gav en nærhed og intensitet, som viser hvad dette nye format formår. Her er det Jimmy Jørgensen, der giver Fiskerklyngen nyt liv. Foto: Michael Madsen

Opdateret 19. juli 2020 kl. 13:47

FREDERIKSHAVN: Løftet var en nyskabende videokoncertoplevelse ved Krudttårnet, som gratis kunne nydes her i sommerferien. Og begge løfter blev til fulde indfriet, da den første af de 10 aftenkoncerter løb af stabelen fredag kl. 21.

Det var nyskabende og det kostede intet at få den kunstneriske og storladne oplevelse i et spritnyt format.

Koncerternes samlende overskrift er ”Frederikshavn - Storhed, fald, genrejsning” og genskaber gennem anvendelse af hele 16 storskærme den fantastiske stemning, publikum oplevede ved de seneste to års teaterkoncert-events ved Krudttårnet.

Nyopsætningen gav os mulighed for et gensyn og genhør med sangerne Caspar Phillipson og Jimmy Jørgensen, cellisten Live Johansson og guitaristen Merje Kägu - men mere end det.

Vi kom - gennem det nye format med et hav af storskærme - tættere på samspillet og intensiteten mellem aktørerne og den energiudladning, det skabte.

Og det er imponerende, at et nyt format kan tilføre så meget oplevelsesmæssig merværdi.

Visuals og lyd forenede sig med kunstnernes samspil i en utrolig intens oplevelsespakke, som vi nød i passende afstand.

Det er jo coronatid stadigvæk - men det mærker man ikke på den store Krudttårnsplads, der kan rumme rigtig mange mennesker.

Fra start til slut var der styr på antallet af mennesker, så man undgik trængsel og dermed fuldt og helt levede op til myndighedernes foreskrifter.

Teaterkoncerten i 2018 var baseret på fortællingen om Frederikshavn som købstad gennem 200 år, og teaterkoncerten sidste år var baseret på Frederikshavns voldsomme forandring i by og havn i 1970’erne.

Tanken var, at der i år skulle have været en samlede ny teaterkoncert, men det satte coronapandemien en stopper for. Projektets idemand Jan Michael Madsen skabte derfor denne opsætning i det nye og ekstremt vellykkede format.

Efter premieren er der nu mulighed for at overvære nyopsætningen hver aften frem til 26. juli - alle aftner kl. 21. Der er fri entre.

Musikken er skrevet af Mathias Madsen Munch, Claus Reenberg Jan Michael Madsen og Rasmus Madsen Munch, der også har produceret sangene.

Bag forestillingernes visuals står Alexander Sagmo, Troels Engelbrecht, Søren Quist, Jan Michael Madsen og Rasmus Sørensen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden