Savner du en tur i zoo? Se her hvornår haven åbner igen

Du kan glæde dig til en helt ny café og nye udstillinger den kommende tid

Nu kan du snart komme i Aalborg Zoo. Arkivfoto: Henrik Bo

Nu kan du snart komme i Aalborg Zoo. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Hører du til dem, der savner en tur i Aalborg Zoo? Så kan du godt begynde at glæde dig, for den zoologiske have åbner efter planen igen næste torsdag, 4. marts.

Haven har været midlertidigt lukket siden 8. januar, men nu hvor nogle af corona-restriktionerne er blevet lempet, bliver dørene altså snart slået op - dog kun til de udendørs anlæg.

- Lige nu afventer vi retningslinjerne, og under forudsætning af, at vi får dem i tide, er det planen, at vi åbner igen torsdag i næste uge, siger direktør Henrik Johansen.

- Det er ikke fordi, vi ikke vil åbne tidligere, men det handler om, at vi skal gøre haven klar, og vores folk har jo også været sendt hjem.

En betingelse for at gæste zoo er, at du har en negativ coronatest, der er max. 72 timer gammel.

- Der er vi selvfølgelig spændt på vores rolle i forhold til at håndtere det. Og det bliver også interessant at se, hvilken betydning det får for antallet af gæster, det kan jo blokere for de impulsive besøg.

Og ifølge direktøren er der meget at glæde sig til den kommende tid:

- Til påske åbner en opdateret dinosaurudstilling, og vi glæder os også til at vise en udstilling om istiden, siger Henrik Johansen.

- Og omkring pinse åbner vi en helt ny café - Butterfly Café - i en del af det store telt, der blev stillet op i forbindelse med Jul i Zoo. Temaet er regnskoven, og der vil være udstoppede dyr, lyd af vandfald og torden osv.

Du finder info om åbningstider, seneste nyt med mere her på Zoos Facebookside

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.